For at få selv det mindste indblik i menneskehedens skæbne må læserne også bringes til kundskab om, at energi ikke udgør alt, hvad der eksisterer, men at der findes endnu en realitet, som oven i købet ikke er den mindst vigtige. Denne realitet er nemlig identisk med det, der oplever livet. Der findes altså noget, der oplever livet? – Ja, der findes overhovedet ingen kendsgerning, der er større end denne. Men dette "noget" kan ikke være identisk med energi, idet energi er det samme som vibration, og vibration er det samme som bevægelse, og bevægelse igen i sin egen natur er en livløs realitet. Den har ingen sanser, ingen organer og kan således ikke opleve noget som helst. Hvad kender et vindpust til et vandfald? – Og hvad kender en regndråbes fald til svingningerne fra et pendul? – Absolut intet, thi en bevægelse kan ikke opleve "noget", men "noget" kan opleve bevægelse. Da energi i absolut forstand er det samme som stof, kan intet som helst, der fremtræder som identisk med dette, være identisk med det oplevende "noget". Da enhver ting for at kunne virke direkte på sanserne må være identisk med energi, stof eller materie, vil det nævnte "noget" ikke findes på nogen af de seks former for tilværelsesplaner. Tilværelsesplanerne består jo af energi. Når vi derfor ikke desto mindre alligevel bliver vidne til, at disse er befolkede med umådelige hærskarer af realiteter, vi kalder "levende væsener", vil disse realiteter ikke på nogen som helst måde være identiske med det oplevende noget selv. De nævnte realiteter viser sig nemlig at udgøre særlige bestemte kombinationer af grundenergierne. Disse kombinationer kalder vi organismer eller legemer. Ved analysen af disse legemer kommer vi til det resultat, at de indtil de mindste hårfine detaljer er udgørende redskaber eller apparater, byggede til opfyldelse af særlige planmæssige formål. De udgør således realiteter, der er blevet til på basis af forudgående tænkning. Ethvert sådant legeme har haft en begyndelse og vil få en afslutning, når det har opfyldt sin mission eller det formål, til hvilket det var bygget. Da disse legemer således i kosmisk forstand udgør "skabte realiteter", bliver de et bevis for, at det omtalte levende "noget" virkeligt eksisterer. Hvis man ikke vil acceptere legemerne som et bevis for dette "nogets" eksistens, da må man jo erkende, at disse har skabt sig selv. Men da man i de felter, hvor det jordiske menneske har sin største indsigt i skabelse, nemlig indenfor det område, hvor det selv er i stand til at skabe, aldrig i noget som helst tilfælde kan blive vidne til, at en ting har skabt sig selv, vil det være lige stik imod logikkens love at påstå, at de nævnte legemer er blevet til af sig selv. Det er en påstand, der er analog med den, at en maskine, et hus, et flygel eller en hvilken som helst anden ting inden for det menneskelige skabeområde er blevet til af sig selv. Og ligesom denne påstand er imod kendsgerningen, således vil enhver erklæring, der går ud på at erkende legemerne for at have skabt sig selv, være imod det virkelige faktum og dermed være uvirkelig eller abnorm.
      Det er altså en kendsgerning, at det levende "noget" eksisterer. Og menneskene har da også om end i mange tilfælde ubevidst udtrykt dette under begrebet "jeget". Når et individ således siger: "Jeg så", "jeg følte", "jeg talte" osv., så er dette "jeg" altså udtryk for det levende "noget". Det var således ikke det pågældende væsens øjne, der så, det var ikke dets mund, der talte, og det var ikke dets legeme, der følte, men det var derimod "jeget", der ved hjælp af øjnene så, ved hjælp af munden talte og ved hjælp af organismen følte. Hvis dette levende noget netop ikke var til stede bag organismen, ville der ingen forskel være på et levende væsen og et "lig". Et lig er netop en organisme, der er blevet afbrudt fra dét levende noget, der har skabt og benyttet den.
      Da nævnte noget således ikke er en skabt realitet, kan det aldrig nogen sinde have haft en begyndelse, men har evigt været til. Og da det ikke er vibration eller energi, er det ikke forvandling underkastet og vil derfor være evigt uforanderligt. Det kan derfor heller aldrig nogen sinde blive genstand for en afslutning. Da det samme noget er identisk med jeget eller det, der oplever livet i det levende væsen, og det ikke er skabt, ingen begyndelse og afslutning har, er det samme væsens oplevelse af livet dermed synlig som evig uforgængelig. Alle eksisterende levende væsener er således udødelige.
      Da det levende noget ikke er en skabt ting og ikke består af energi eller stof, er det hævet over enhver form for analyse udover denne ene, at det er energiens ophav, idet det er dette, der oplever energierne og ikke omvendt. At udtrykke nævnte noget ved en særlig karakterbetegnelse kan således kun ske på basis af en illusion. Thi hvis vi siger, at dette noget er stort eller småt, at det er gult eller grønt, at det er ondt eller godt osv., vil alle sådanne begreber kun være udtryk for særlige energiudløsninger eller skabte realiteter og kan således umuligt være udtryk for det levende noget. Dette noget, jeget eller det, der oplever livet i ethvert væsen, er og bliver således i al evighed en over alle foreteelser og frembringelser hævet navnløs realitet. I tilknytning til en organisme fremtræder det i tilværelsen som et levende væsen.