Menneskehedens skæbne
Kapitel 22
Drømme
Dog kan det hænde under sådanne omstændigheder, hvor overføringen af dagsbevidstheden til de åndelige tilstande ikke er helt fuldkommen, og individet som følge heraf befinder sig i et slags mellemstadium mellem fysisk og åndelig tilværelse, f.eks. ved feber, sygdomme, narkotiske tilstande eller lignende, at åndelige erindringer kan smelte sammen med fysiske erindringer og derved indgå i individets vågne fysiske dagsbevidsthed.
Sådanne sammensmeltede åndelige og fysiske erindringer udtrykkes i den daglige tilværelse under begrebet drømme.
Drømme er således på grund af denne deres abnorme og ukontrollerede fremkomst i tilsvarende grad utilforladelige.
Men for det udviklede kosmiske væsen, der bevidst eller efter sin vilje kan foretage disse overføringer af dagsbevidstheden fra det ene manifestationslegeme til det andet, og hvis erindringslegeme står i en noget anderledes fremtrædende konstellation til tyngde- og følelseslegemet end det jordiske menneskes, er de åndelige oplevelser ikke "drømme", men fuldt vågne oplevelser og dermed bevidste kendsgerninger.