Menneskehedens skæbne
Kapitel 25
Frygten for døden skyldes uvidenhed
Da det almindelige jordiske menneskes sanser endnu ikke er stærke nok til, at det ved selvoplevelse kan tilegne sig sit jegs analyse og som følge heraf er afskåret fra at blive bevidst i sin udødelighed, er al åndelig tilværelse for samme væsen endnu kun en trossag eller teori. Det er derfor givet, at dets begreber og forestillinger om livet og tilværelsen står og falder med dets fysiske legeme. Da der kommer en dag, hvor det fysiske legeme er slidt op, og dets sammenspil med de øvrige legemer derfor ikke mere kan holdes ved lige, udskilles det som tidligere nævnt fra jeget og bliver synligt som et "lig". Da individet tror sig ét med det nævnte legeme, imødeser det ikke denne begivenhed med særlig glæde, men derimod i langt større grad med frygt. Ja, denne frygt kan endog undertiden udarte til vild rædsel. Det begriber jo ikke situationen og tror, at dødsprocessen er dets egen uomstødelige undergang eller totale tilintetgørelse. Da det jordiske menneske således tror, at nævnte proces eller "døden" er en tilintetgørelse af individet eller et fuldstændigt ophør af dets tilværelse, er det ikke alene dets eget møde med denne proces, det imødeser med rædsel, men naturligvis også sine kæres berøring med den samme proces. Når denne derfor rammer en af disse, sørger den overlevende, klæder sig i sorg. Ja, det er ligefrem stridende imod den gældende moralske opfattelse, hvis han eller hun ikke sørger.