Menneskehedens skæbne
Kapitel 29
Skærsilden
Men da væsenerne for at kunne fødes i et nyt fysisk legeme må passere alle spiralens højeste riger, om end naturligvis i ret elementære eller latente former, vil ubehagelighederne kun strække sig til det første rige efter døden og endda kun til dettes allerlaveste sfære. Denne sfære er på det fysiske plan kendt under begrebet "skærsilden" og er yderligere gennem overtroen blevet udtrykt som "helvede". Der bliver således en vis ubehagelig zone for alle væsener med fejltrin at passere efter den fysiske død. Men den "evige ild" og "uendelig fortabelse", som den primitive fantasi har udstyret den med, eksisterer naturligvis absolut ikke. Den kan nok være endog meget ubehagelig, men da ubehaget jo kun kan eksistere som virkninger af individets egne fejltrin, og ubehaget igen som et supplement til den fysiske tilværelse har til mission at stimulere individet til ikke at gøre fejltrin, til ikke mere at begå selvmord, til ikke at leve unaturligt, med andre ord, det er vejviseren til et fuldkomment liv eller til retningen mod Gud, og da det ydermere som ubehag kun strækker sig til en meget lille sfære i forhold til hele den åndelige zone, der ellers udgør et ocean af lys og salighed, bliver det i sin dybeste analyse at udtrykke som en guddommelig velsignelse. Der vil derfor i virkeligheden heller ikke være noget som helst retmæssigt grundlag for at sørge over venners eller pårørendes unaturlige død eller bortgang til den åndelige verden.
      Hvis den bortgangne har børn eller andre pårørende, der ved denne bortgang kommer til at lide nød, tilkommer det de overlevendes pårørende og venner i forbindelse med samfundet at træde i den bortgangnes sted og afhjælpe nøden. Herved befordres den "døde" lettere gennem ubehagszonen, idet han eller hun netop i denne zone indtil en vis grad kan stå i rapport med det fysiske plan og derved blive lettet for den tyngde, som synet af de efterladtes nød og elendighed, synet af deres tårer, savn og fortvivlelse ville være for det.
      Dette at sørge over væseners død eller overføring til den åndelige verden er en primitiv bevidsthedsudfoldelse og opretholdes altså af uvidenhed eller ukendskab til de virkelige fakta. Man glæder og støtter altså de "døde" ved ikke at sørge. Gode og venlige tanker rettet mod de "døde", en sand kærlighed mod deres efterladte er det absolut højeste og mest guddommelige "gravmæle", der overhovedet kan gives noget individ.