For at den fuldkomne harmoni kan fødes på jorden, må den evige visdom eller den absolutte sandhed om livet afsløres således, at den er i harmoni med de absolutte kendsgerninger, væsenerne gennem deres intelligens- og følelsesudvikling er kommet i besiddelse af. Den kan ikke mere vises som et dogme, en lignelse, et skønt eventyr, uden nogen særlig rod i de daglige erfaringer og således kun være en trossag. Den må vises som en realitet, der har videnskabelig rodfæstning i de virkelige begivenheder.
      De moderne generationers "irreligiøsitet" er således i virkeligheden kun udtryk for en "religiøsitet", der ikke alene fordrer den evige visdom som tilværelsens absolutte facit, men også dette facits udregningsmetode, således at de selv kan regne stykket efter og gøre samme facit til deres egen viden. Det er denne form for "religiøsitet", vi bliver vidne til i form af det, vi kalder moderne videnskab. Alle videnskabsmænd er således i absolut forstand sandhedssøgere.
      Gennem skoler og læreanstalter af enhver art udbreder den her nævnte form for "religiøsitet" sig til almenheden. Ethvert menneske, der blot har lært at tælle eller kan udregne facittet af to plus to, er således en begyndende videnskabsmand, en begyndende visdomsdyrker, selv om det ikke er almindeligt at opfatte det således. Og det er givet, at jo mere en sådan form for "religiøsitet" tiltager i udvikling, desto mere må en religiøsitet, der er baseret på blind tro, aftage.
      Grunden til denne ny udvikling af religiøsitet vil igen være at søge i en gennem det sidste århundrede fremskyndet udvikling af individets analyseringsevne eller det, vi kalder intelligens. Intelligensen er igen den første sans, gennem hvilken individet kan komme til den absolutte erkendelse eller analyse af sine oplevelser.
      Da menneskene her på jorden i størst udstrækning er genstand for materielle eller fysiske oplevelser, er det disse, der foreløbig udgør det dominerende objekt for intelligensens søgelys. Og den første absolutte viden, menneskeheden derved kom i besiddelse af, måtte derfor i tilsvarende grad nødvendigvis blive af materialistisk eller fysisk natur. Når den moderne videnskab udtrykkes som "fysisk" eller "materiel", så er det kun udtryk for, at dens dyrkere eller ophav endnu ikke har ret mange åndelige erfaringer eller oplevelser, på hvilke de kan rette deres intelligens. De er derfor i tilsvarende grad afskåret fra at tilegne sig åndelig viden, ligegyldigt hvor stor deres intelligens så end måtte være. Ligesom der kræves fysiske erfaringer for at give fysisk viden, således kræves der også åndelige erfaringer for at give åndelig viden. Den moderne videnskab er derfor endnu ikke nogen autoritet på åndelige eller okkulte områder. Men det den således ikke er i dag, vil den i fremtiden blive. Efter at have passeret kulminationen af den fysiske viden vil hungeren opstå efter den åndelige.