Kosmisk bevidsthed
Artiklen: Mental suverænitet
12. KAPITEL
Naturmennesket og kulturmennesket i forhold til den kosmiske død
At der skulle være en guddom, et levende, tænkende gigantisk væsen, bag materien og med universet eller verdensaltet til organisme, er ufatteligt for et sådant meget stærkt materiel-videnskabeligt indstillet væsen. Det ser kun døden. Dets erkendelse af liv strækker sig i mikroverdenen kun til, hvad det med sine fysiske øjne og med mikroskopet som forlængelsesmiddel af disse øjnes syn kan iagttage som levende væsener, ligesom dette syns grænse opad imod makrokosmos allerede standser ved samme væsens egen identitet eller art som selve livets kulmination eller højeste grænse for de levende væsener. I sandhed, et meget mikroskopisk livspanorama, når man tænker på, hvilke umådelige afstande og rum, der er imellem de synlige verdener og solbyer på den natlige himmel, og hvor mikroskopisk forsvindende lille et støvfnug selve jordkloden er i dette overdådige eller grænseløse panorama. At et sådant lille livsfnug som det jordiske menneske skulle være den højeste repræsentation af liv i dette panorama, hvor selve den klode, det befinder sig på, ved sin lidenhed forsvinder i universet som et blot og bart støvfnug, kan absolut kun være det samme som at se døden overalt i universet; det kan kun være at tilbede denne død i stedet for livet. Det er ikke så mærkeligt, at verdensgenløseren udtrykte: "Salige er de fattige i ånden, thi himmeriges rige er deres". Naturmennesket kender intet til lysets hastighed, det kender intet til at binde elementerne i kraftmaskiner og derved gøre sig til disse elementers herre. Det kan ikke veje solen eller videnskabeligt måle stjernernes gang. Det kan ikke manøvrere med atomkraften eller sætte sig ind i molekylers og cellers liv eller på fuldkommen måde jonglere med andre af alle de materielle foreteelser, som kulturmennesket er blevet ekspert i, men det lever endnu i en tilstand, hvor det kan gå til en Guddom eller et levende Forsyn med sine bekymringer, ligesom det lader samme Forsyn bestemme moral og karakter, samtidig med at det bøjer sig dybt i støvet for dette livets absolutte fundament. Det kender derfor slet ikke til den håbløshedens og nervesammenbruddets sfære, kulturmennesket i en kolossal udstrækning vånder sig i. I naturmennesket og kulturmennesket ser vi en bekræftelse på de virkninger, der skulle blive resultatet af nydelsen af kundskabens træ. Vi bliver her vidne til, hvordan væsenerne nyder af kundskabens træ og "dør døden". Naturmennesket er ikke "kosmisk bevidst", men lever altså i en instinktmæssig fornemmelse af Forsynets eller Guddommens eksistens ind til en sådan grad, at denne guddom endnu bestemmer dets moral og væremåde. Det er altså ikke helt "kosmisk levende", men er heller ikke helt "kosmisk dødt". Kulturmennesket ser vi derimod som et væsen, der totalt er "kosmisk dødt". Og da det igennem dets dyriske tilbøjeligheder og anlæg afsløres, at det til en vis grad endnu er et naturmenneske, og at det kun adskiller sig fra dette ved sin stærkt udviklede interesse og begavelse med hensyn til – ikke livet – men døden, hvilket vil sige materien eller de døde ting, og sin totale mangel på evne til at tro på en guddom, samtidig med at der ikke eksisterer nogen særlig bestemt afstukket grænse, men at der findes en meget hårfin, trinmæssig overgang så fin, at det slet ikke er til at sige, hvor naturmennesket slutter, og hvor kulturmennesket begynder, bliver det hermed en kendsgerning, at kulturmennesket blot er et i det kosmiske spiralkredsløb længere fremskredent naturmenneske. Naturmennesket er altså i dag på vej til at blive kulturmenneske, hvilket vil sige, at det ganske gradvis er i færd med at miste sin evne til at tro på en guddom, sin evne til at tro på, at alt er levende. Det er således i færd med at tabe sit kosmiske terræn, sin kosmiske fornemmelse eller instinktmæssige følelse af sit eget udødelige liv eller sin evige eksistens. Det begynder mere og mere at tro på døden, på sit eget endelige totale ophør, ligesom det mere og mere tror, at det engang er blevet skabt på samme måde som enhver anden skabt ting og derfor kun vil være at identificere som en midlertidig materiekombination, der igen skal opløses.