Kosmisk bevidsthed
Artiklen: Mental suverænitet
18. KAPITEL
Hvad der forvandler "dyret" til "menneske"
Det, der i dag hindrer jordmennesket i at være lykkelig, er således udelukkende dette ene, at det endnu ikke har lært, at lykken absolut kun eksisterer i form af at leve til fordel for sin næste, for omgivelserne eller medvæsenerne. Det lever endnu i den fra dyreriget nedarvede bevidsthedsindstilling: "Enhver er sig selv nærmest" og praktiserer denne læresætning med alle til rådighed stående midler og styrter derved ud i ulykken og lidelserne. Man kan nemlig kun være til fordel for sig selv igennem dette at være til fordel for sin næste.
      Det er rigtigt, at i dyrerigets regioner eller centrumssfære har dyrene ikke anden udvej eller levevis end netop denne, at være til fordel for sig selv. Den er påbudt af deres medfødte selvopholdelsesdrift. Men for jordmenneskets vedkommende er denne levevis ikke mere nogen livsbetingelse. Det har sin højt udviklede intelligens eller tænkeevne. Dets evne til at ræsonnere har forøget tænkeevnen således, at det er i stand til at kunne praktisere en helt anden og langt fuldkomnere måde at leve på. Det er ikke som dyret henvist til hovedsageligt at skulle leve på sit instinkt, men kan med sin vågne, klare dagsbevidsthed leve sig ind i sine omgivelsers væremåde, deres naturlige og uundgåelige krav. Ved ikke at forstå disse krav til en som noget, der er berettiget, vil man opfatte disse som uberettigede. Heraf kommer sætningen "Enhver er sig selv nærmest". Mens denne livsform for dyret er den absolut fuldkomneste, bliver den for det tænkende eller intellektuelle menneske den lænke, hvormed de totalt binder sig selv til den mest ulykkelige form for skæbne, der overhovedet kan opleves. Hos dyret eksisterer der, ud over dets parringsdrift eller mageprincip, ikke andet end magtprincippet. Her gælder det kun den stærkeres ret. Derfor gælder det her udelukkende kun om på en eller anden måde at blive den stærkeste. Kan det ikke blive på det rent fysiske eller kropslige så dog på det rent mentale, hvilket her igen vil sige med hensyn til at camouflere, til at narre sine stærkere omgivelser, så man ved list kan overvinde dem. Og da disse kræfter ligger i dyret som en altbeherskende vanebevidsthed, og det ikke endnu har nogen evne til at kunne tænke eller reflektere sig til en anden tilværelsesform, kan samme livsform således udelukkende kun være dyrets allerhøjeste dyd. Og den eneste form for frihed, dyret er i stand til at opleve, vil altså udelukkende kun være den, det med sin magtoverlegenhed enten på det kropslige eller på det bedrageriske område er i stand til at garantere sig. Men da det er en stadig kamp om magtområdet, og denne er en ufravigelig livsbetingelse for dyret, er samme væsen således absolut fængslet eller bundet af denne kamp. Det er ikke noget frit væsen. Det må stadig være på jagt og således leve i en permanent kamp med omgivelserne. Men en påtvungen permanent kamp kan udelukkende kun være et mentalt og fysisk bånd, ja være en slags psykisk håndjern. Det er bekæmpelsen af denne fysiske og psykiske fængsling, der forvandler dyret til menneske.