Bønnens mysterium
11. kapitel
"Komme dit rige"
Den tredje tankekoncentration af "Fader vor" er givet udtryk i ordene: "Komme dit rige". Med denne bøn er den bedende også helt i kontakt med den guddommelige vilje. At "Guds rige må komme" er kun, hvad der allerede eksisterer som en evig bestemmelse i den guddommelige verdensplan. "Guds rige" er jo det samme som en tilværelsesform, i hvilken "dyret" er forvandlet til "det fuldkomne menneske". At denne forvandling finder sted, kan ikke benægtes uden samtidig at benægte udviklingen. For ethvert almindeligt intellektuelt begavet jordmenneske, der ikke er hildet i eller bundet af "videnskabelige" såvel som religiøse "dogmer", kan det ikke undgå at være en kendsgerning, at dets daglige liv er erfaringsoplevelse, og at denne erfaringsoplevelse bliver viljebestemmende, ligesom denne viljebestemmelse tilsidst bliver karakterforædlende. I modsat fald måtte væsenet være abnormt. Med oplevelsen af den tilstrækkelige erfaring for, hvad der danner årsagerne til ulykkelige eller bitre hændelser i oplevelsen af livet eller tilværelsen, vil ethvert normalt menneske fremtidigt bekæmpe disse årsager. Da dette princip er fundamentet i ethvert væsens normalitet, kan en mentalitetshøjnelse eller åndsforædling umuligt undgå at blive følgen. At en overordentlig stor del af jordens mennesker stadig manifesterer årsager såsom: laster, udsvævelser, begærlighed, magtsyge, had og intolerance, hvis virkninger uundgåeligt må resultere i foreteelser som de i øjeblikket netop almengældende ulykkelige hændelser, vi kalder krig, forfølgelse, lemlæstelse, sygdom og armod forandrer ikke princippet, men viser blot, at man endnu ikke i tilstrækkelig grad har fået overblik over disse mørke foreteelsers sande årsager eller første spirende udspring i individernes daglige sjæleliv, viljebestemmelse og moralfunktion. Men at de nævnte hændelser har deres betydning som moralforædling, viser sig allerede som en urokkelig kendsgerning i den omstændighed, at humanitet i form af "en varig fred" er blevet de samme individers højeste eftertragtede ideal eller attrå. Er dette ideal ikke netop blevet en så fundamental faktor i jordmenneskenes moralbegreb, at ingen kamp, ingen forfølgelse, ingen krig eller lemlæstelse tør begås eller kan finde noget gyldigt forsvar eller nogen retmæssig begrundelse under noget som helst andet påskud end netop dette, at udløsningen finder sted i "retfærdighedens" og dermed i "moralens" og "humanitetens" navn? –
      Så attrået eller absolut ønsket er altså en altbeherskende humanitet, fuldkommen kultur eller varig virkelig fred, at enhver blodshandling, rædselsterror, lemlæstelse, forfølgelse med mord og brand af jordmenneskene tolereres, når blot almenhedens tro på, at disse foreteelser udelukkende er i retfærdighedens og dermed i humanitetens eller en virkelig kollektiv freds og harmonis tjeneste, er usvækket.
      At en urokkelig tro på en bestemt metodes eller et særligt middels ufejlbarlighed i opnåelsen af den attråede humanitets og freds tjeneste i første instans må føre til nævnte metodes eller middels praktiske anvendelse er naturligvis en selvfølge. I modsat fald måtte de pågældende væsener jo være abnorme. Det ville være intolerant at forlange, at de netop skulle gå ad veje mod opfyldelsen af deres ønskes mål, der for dem måtte se tåbelige og fejlagtige ud.
      Men netop i kraft af deres frihed til at anvende de tåbelige såvel som de fuldkomne eller retmæssige veje og metoder, bliver det jo tilsidst til levende kendsgerning, hvilken vej eller metode, der er den fuldkomneste eller som direkte fører til det ønskede mål; og da krigens og brutalitetens primitive magt- og voldsmetoder er anvendt indtil overdådighed i jordmenneskehedens historie, og ønsket om humanitet og fred ikke desto mindre trods dette er endnu mere utilfredsstillet i vor tid end i nogen som helst anden tidsperiode, er det ikke vanskeligt at se, at erfaringerne ikke taler til gunst for krigs- eller terrormetodernes bevarelse i bestræbelserne for at opnå den attråede varige fred, humanitet eller fuldkomne kultur. Erfaringerne vil gøre det til kendsgerning for individerne, at man ikke kan afskaffe eller udrydde et onde ved at holde det i live, udvikle og formere det. Man kan ikke udrydde terror ved at praktisere, dyrke og hædre den. "Guds rige" eller "himmeriges rige" kan ikke tvinges ind over kontinenter eller holdes i skak ved hjælp af mordvåben, lemlæstelse og drab. Kun ved gennem forstanden eller intellektualiteten at overflødiggøre og fjerne disse primitive metoders nødvendighed eller formentlige nødvendighed fra individets bevidsthed, vil det kunne opleve "Guds riges komme" i sin egen mentale sfære eller i sit eget sjælelige indre.
      At bede om "Guds riges komme" vil således være det samme som at bede om, at man må være i kontakt med denne her skildrede erfaringsdannelses førelse af "dyret" imod lyset eller Guddommens skabelse af "det fuldkomne menneske".