Vejen til indvielse
Artiklen: Vejen til indvielse
31. kapitel
Hovmodet er den mest effektive tillukkelse af sanserne for højere okkult oplevelse eller kosmisk klarsyn
Vi har altså i det her nævnte givet et lille omrids af de mest yderliggående repræsentanter for og repræsentationer af "hovmodet". Vi har erfaret, hvorledes denne "ydmyghedens" diametrale modsætning i enhver situation er en overvurdering eller falsk opfattelse af sit eget jeg og en herpå baseret altfor stor tilbedelse og dyrkelse af det samme jeg eller selv. At man med denne illusoriske eller falske indstilling af bevidstheden og sanserne umuligt kan være i overensstemmelse med næstekærligheden er naturligvis givet. Med en sådan altbeherskende dyrkelse og tilbedelse af sig selv kan man naturligvis kun gøre sin "næste" til "stedbarn". For at tilfredsstille denne dyrkelse, for at "ophøje" sig selv, må man i tilsvarende grad "undertrykke" sin "næste". At være undertrykker af "næsten", hvilket er det samme som at være undertrykker af livet, er at være imod universets skabelse eller Forsynets kræfter, det er at gå i rette med lyn og torden, det er at ville forandre solens løb og jordens bane, det er at ville belære, undervise og diktere det evige Forsyn eller Guddommen. At man med en sådan bevidsthedsindstilling absolut uundgåeligt vil komme til at spærre sig selv ude fra livets højeste og skønneste virkelighed, behøver man altså ikke at have klarsyn for at skue. "Hovmodet" er den mest effektive form for tillukkelse af sanserne for beskuen af enhver form for højere kosmisk eller intellektuel indsigt i livet. Hvorledes skulle det vel gå til, at et "hovmodigt" væsen skulle få adgang til et andet væsens fortrolighed i situationer udenfor det rent ægteskabelige eller forelskelsesprincippets område? – Det er dog ikke til storpralende, selvglade mennesker, man henvender sig med sin sorg og ulykke. Det er da heller ikke de samme storpralende selvdyrkere, man søger som intime venner og medarbejdere. Og hvem kan undervise, vejlede eller på anden måde yde intellektuel støtte til væsener, der i deres praleri og forloren selvsikkerhed kun kan opfatte deres egen primitivitet og ufærdige tilstand som intellektualitet og fuldkommenhed, ja, endog i en sådan grad, at de undertiden fornemmer sig selv som overlegne kapaciteter overfor hvem som helst og hvad som helst? – Hvem kan undervise elever, der tror, de er klogere end læreren? – Kan afbrydelsen eller spærringen af vejen mod selve livets virkelige erkendelse være mere effektiv eller realistisk end netop i et sådant tilfælde? – Kan "tærskelens vogtere" være mere virkelige end netop der, hvor væsenet er stivnet i indbildningen af sin egen "ufejlbarlighed" eller "altoverstrålende fuldkommenhed"? – At det er den modsatte bevidsthedsindstilling, hvilket vil sige "ydmyghed", der skal til, for at man i det hele taget kan blive modtagelig for både fysisk og mental støtte og klarhed og derved få adgang ad kundskabens eller højintellektualitetens vej mod erkendelsen eller åbenbaringen af det virkelige og sande liv: "kærligheden", bliver ligeledes her til kendsgerning for det udviklede menneske.