Vejen til indvielse
Artiklen: Vejen til indvielse
6. kapitel
Hovmod og ydmyghed
Denne umådelige vandring igennem en uendelig kæde af liv i sorg og lidelse, smerte og lemlæstelse havde altså ikke været forgæves. Den havde dog bragt en "viden", om end en ganske anden end den, man ellers havde tænkt sig. Den havde vist os, at man foreløbig ikke var den storhed eller kapacitet i viden og ånd, skabelse og viljeføring, man selv havde indbildt sig og derfor været pralende med. Da pral igen er det samme som "hovmod", førte livsvandringen os altså imod dette "hovmods" fald. Men der hvor "hovmod" fjernes fra bevidstheden, kan normalt kun "ydmyghed" blive tilbage.
      Som vi her vil kunne forstå, er "ydmyghed" således i første instans kun "erkendelse af sin egen underlegenhed". "Ydmyghed" er altså ikke, som nogle måske tror, udtryk for en tilbedelsesagtig, krybende slavenatur, der blindt underkaster sig ethvert tyranni eller misbrug. En sådan natur er ikke "ydmyghed", men derimod det samme som en af "frygt" for brutalitet og terror fremkaldt "dressur". En sådan tilstand har naturligvis intet at gøre med det store facit eller livsmål i form af absolut selverkendelse, som livsvandringens mange labyrinter, lidelser og besværligheder eller særlige struktur har tilsigtet.