Vejen til indvielse
Artiklen: Gavekultur
2. kapitel
Den nuværende samfundsordning og dens indflydelse på mentaliteten
For rigtigt at kunne forstå forannævnte må man gøre sig klart, at den jordiske menneskehed endnu står på et så lavt udviklingstrin, at det i stor udstrækning er en livsbetingelse for dens enkelte individer at være – selviske. De eksisterende myndigheder med deres lov- og retsvæsen er endnu ikke nået frem til en sådan position overfor den herskende egoistiske eller dyriske grådighed i individernes kamp om værdierne og de med disse forbundne materielle goder, at de har kunnet skabe tid, ro og tryghed for de enkelte individer til at udvikle sig i uselviskhed. Selvopholdelsesdriften i dag udløser i de enkelte individer en stadig altdominerende frygt for fattigdom, og den hermed forbundne underkuelse og trældom, fordi samfundsordningen endnu ikke er nået frem til en sådan kulturstandard, at den har kunnet ophæve slaveriet, men gør det til kendsgerning, at de, der ikke har værdier, de, der ikke ejer noget, må være trælle for dem, der besidder disse, bliver købt og betalt af dem, der har noget at købe for. Værdierne i verden er således for tiden i virkeligheden kun en ting, ved hvis hjælp man kan købe sine medvæsener, tvinge dem til at være medarbejdere til at skaffe en endnu flere værdier og på denne måde tilegne sig en slags uafhængighed eller frihed, en slags gardering imod den bag alle ting lurende trældom.
      Den bestående samfundsordning eller værdiadministration i dag opfostrer altså i ethvert menneske en overordentlig stor interesse og sympati for tilegnelse af værdier, ja, er endog af en så altdominerende styrke, at næsten ingen indenfor de væsener, der endnu ikke har løbet sig træt i kampen for tilværelsen og i håbløshedens sløvsind er sunket til bunds i vagabondering, plattenslageri og sindssyge, har tid til eller tør tænke på andet end den stadige gardering af deres økonomi. Med jernhånd tvinger samfundet sine individer til at se "den rige mand" som et af livets største eftertragtelsesværdige idealer. Og derfor bliver alle, der lever i glansen af rigdom, tilbedt eller dyrket.
      Er det ikke netop således, at en forretnings personale anderledes står på pinde for den rige kunde, arvingen til millioner, der måske ikke engang er vænnet til at udføre det nyttige arbejde at betjene sig selv, klæde sig selv af og på, end for den gamle af arbejdets slid og slæb krumbøjede og knoklede fattige mand? – Hvad eller hvem er det, man her dyrker? – Var det arbejdet, da måtte man jo bære den udslidte og knoklede fattige gamle mand i guldstol. Men gør man det? – Er han ikke nærmest en smule foragtet ved siden af millionarvingen? –
      Men er det da selve mennesket bag millionerne, man nærer så overordentlig stor sympati for? – Nej, absolut ikke. Hvorledes tror man, det ville gå, hvis det samme menneske pludselig mistede sin formue og fattig og lurvet kom ind i den samme forretning for at købe et eller andet på kredit? – Tror man så personalet eller forretningens indehavere ville snuble over hverandre i overdreven hastværk for at kunne imødekomme nævnte persons mindste ønsker? –
      Nej, det er ikke personen eller mennesket, men millionerne, der hyldes. Hvor guldet går hen, der følger tilbedelsen efter. Det er i lyset af ens store besiddelser, i lyset af ens gulds glimmer, at verden lettest får øje på en. Det er denne glimmer, der lettest giver adgang til verdens favorisering og hyldest.
      Rædslen for at blive økonomisk undertrykt, angsten for at gå til grunde i trældom, armod og subsistensløshed gør således dyrkelsen af guldet, hvilket vil sige udvikling af evnen til at tilegne sig kapital eller formue, til selvopholdelsesdriftens betingelse nr. 1. Alt, hvad der kan give kapital eller velstand, er således hovedfaktorer i den daglige tilværelse.
      Da alle værdier i dag allerede er beslaglagte, eksisterer som andre menneskers privatejendom, kommer disse faktorer til at gå ud på, hvorledes man bedst kan komme i besiddelse af disse værdier, der således "ejes" af andre. De mest primitive af disse faktorer er simpelt røveri, hvilket vil sige med rå og brutal magt at tilegne sig sin næstes besiddelser. Denne form for tilegnelse af værdier er i stor udstrækning førende indenfor primitive eller vilde folkestammer, men findes også indenfor en vis klasse mennesker indenfor den såkaldte "civilisation".
      Da man her har forbudt denne primitive form for tilegnelse af sin næstes besiddelser, bliver denne klasse mennesker, der således i virkeligheden kun er "naturmennesker", "lovovertrædere" og pådrager sig civilisationens forfølgelse og straf. Denne klasse mennesker kalder vi "forbrydere". Dette gælder dog ikke, når røveriet sker under begrebet "krig", hvilket igen vil sige, når røveriet sker på basis af et helt folks ønske eller beslutning om at tilegne sig et andet folks besiddelser. Her er det endnu "heltedåd", der velsignes og hædres ved salutering, parader og ordener.
      Nu vil man måske mene, at dette dog er berettiget og naturligt, når der er tale om en "forsvarskrig". Men hvor findes en sådan i dag? – Tror man, der findes nogen nuværende eller kommende krigsførende magt, der ikke foregøgler sig at føre "forsvarskrig", ligegyldigt hvor åbenlys en angrebskrig denne så end måtte være? – Er det ikke en af den nuværende civilisations frugter, at alle kæmper under begrebet "forsvar"? –
      Og hvad er det så, der forsvares? – Er det ikke almengældende, at ethvert folks besiddelser og landegrænser er realiteter, der engang af samme folk eller dets forfædre er tilegnet ved angreb og overfald? – Kan disse frakendes at være "røvede besiddelser"? – At man har "ejet" disse i lange tidsperioder, måske lige fra oldtiden, forandrer jo ikke princippet. Og en krig, der er et forsvar for "røvede besiddelser", er det ikke ligeså berettiget at udtrykke den som "angrebskrig", som en moderne angrebskrig i det tyvende århundrede er berettiget at kaldes en "forsvarskrig"? –
      Hvad er så "angrebskrig", og hvad er "forsvarskrig"? – Er det ikke således, at begrebet "forsvarskrig" er en betegnelse, ved hvilken menneskene camouflerer sandheden ved enhver krig? – Kosmisk set bliver absolut alle krige uden undtagelse at identificere som "angrebskrige", idet intet som helst af verdens landområder med deres livsfornødenheder og råstofværdier er givet som absolut "privatejendom" til det eller det folk, til denne eller hin stat. At verdens landområder ikke desto mindre i dag er inddelt i "privatejendomme" mellem folkene skyldes jo udelukkende kun angrebsprincippet, hvilket vil sige "røveriprincippet", den rå og brutale tilraning ved overlegen magtudfoldelse.
      Denne form for tilegnelse af værdier tolereres altså kun imellem nationerne, hvor der endnu ikke findes noget realistisk, internationalt eller fælles retsvæsen. Imellem samfundenes individer indbyrdes har man forlængst afskaffet denne primitive form for tilegnelse og gjort den strafbar. Men idet man således har gjort røveriet strafbart, og samtidig ved fejlagtig samfundsadministration i stor stil gør det til selvopholdelsesdrift eller tvingende nødvendighed for de enkelte mennesker at begære sin næstes gods, har disse begær affødt en ny metode, ved hvilken man kan komme i besiddelse af noget af dette gods uden at bruge den skæbnesvangre og strafbare magt. Denne metode kendes under begrebet "tyveri". Samme metode går som bekendt ud på "hemmeligt" at tilegne sig værdier tilhørende sin næste. Ved at tilegne sig disse hemmeligt, og ved stadigt at kunne unddrage denne sin handling opdagelse, kan man således undgå den for samme handling eksisterende straf og lovpligtige erstatning for de tilegnede værdier.
      Tyveri udgør således en metode, ved hvilken man i heldigste tilfælde kan tilegne sig værdier tilhørende sin næste ved en mindre risiko end ved den farlige røverimetode. Men da tyveriet også er strafbart, samtidig med at de fleste mennesker beskytter deres ejendele bag lås og slå, bag pladshunde og vagtfunktionærer, har urinstinkterne bag selvopholdelsesdriften fundet udløsning gennem endnu mere raffinerede metoder til ydelsesfrit at tilegne sig gods og guld på end ved røveri og tyveri. Af disse metoder er den simpleste, ligesom de to foran beskrevne, strafbar og kendes under begrebet "bedrageri".
      Denne metode går udelukkende ud på at bluffe den, hvis ejendele man ønsker at tilegne sig så ydelsesfrit som muligt. Dette vil altså igen sige en metode, der i særlig grad er baseret på evnen til at kunne betjene sig af at lyve. "Bedrageren" søger altså ved hjælp af usandhed at tilsløre for den, han vil bedrage, de faktiske eller virkelige forhold. Denne tilsløring foregår naturligvis på en sådan måde, at hans offer får opfattelsen af, at dette, at efterkomme hans (bedragerens) ønske på de af ham forelagte betingelser, er en umådelig økonomisk eller på anden måde gavnlig gevinst. Men bag efter, når bedrageren er over alle bjerge med sit bytte, opdager hans offer, at de forventede fordele ved efterkommelsen af bedragerens ønsker slet ikke eksisterer, men var det pure opspind. Og det står da tilbage med en erfaring rigere, men som regel med en ejendel fattigere.