Vejen til indvielse
Artiklen: Gavekultur
4. kapitel
Samfundslidelserne, diktatur og gaveprincip
Som det fremgik af foranstående, eksisterer den gældende samfundsordning endnu på en så primitiv udviklingsstandard, at den gør tilegnelsen af værdier, begæret efter kapital eller rigdom, til en næsten altdominerende livsbetingelse for hvert enkelt menneske. Den kan nemlig ikke forhindre, at alle verdens værdier i dag ejes af en vis del af jordens menneskehed, medens den øvrige del af samme menneskehed ikke ejer noget. Og der bliver således en økonomisk lys- og skyggeside. Da denne skyggeside betyder armod, trældom, savn og sult, laser og pjalter, subsistensløshed og nedværdigelse, er vejen til den økonomiske lysside i tilværelsen blevet brændpunktet i det jordiske menneskes nuværende mentalitet. Den daglige tilværelse er en permanent krig mellem repræsentanterne for disse to nævnte sider ved livet. Alle kæmper imod alle. De ubemidlede kæmper for at komme ud af fattigdommen og trældommen. De rige kæmper for at beholde deres rigdomme og dermed være garderet mod at komme ud i armoden og trældommen.
      At forholdene er således, er kilden til det meste af al jordmenneskelig lidelse. Det er kilden til krig. Det er kilden til forbrydelser. Det er kilden til undertrykkelse og nedværdigelse. Det er kilden til den elendighed, "gråd og tænders gnidsel", der får menneskene til at råbe til himlen om "frelse" og dermed gør en verdensgenløsning aktuel.
      At forandre verdens livsværdier fra at være en "handelsvare" til at være en "gave for alle mennesker", det er verdens "frelse". At forandre menneskenes begær efter at gøre alt til "privatejendom" om til at udgøre begæret efter at gøre alt til "fællesejendom", det er at føre menneskeheden ud af de dyriske traditioner, det er at frigøre den fra det sande hedenskab og dermed indlemme den i det rige, som oprindelig "ikke er af denne verden". Det er at fjerne hovedårsagen til alt det såkaldte "onde". Og med denne fjernelse vil enhver basis for misundelse, røveri, tyveri, bedrageri, fattigdom, trældom og nedværdigelse altså være fjernet.
      Men således at forandre verden lader sig ikke gøre ved et magtbud. En abe bliver ikke til menneske ved en diktators kommando. Og den jordiske menneskehed kan ikke springe århundreders udvikling over ved diktatur. Udvikling kan udelukkende kun befordres ved oplysning. Men oplysning eksisterer kun på basis af selvoplevelse.
      Det er rigtigt, at der er noget der hedder "undervisning", men denne er, ligegyldigt under hvilken form, den så end måtte forekomme, kun en kultivering af eller dygtiggørelse i at selvopleve. Alt, hvad der ikke er selvoplevet, er kun formodninger. Kun den virkelige selverfaring kan gøre en "formodning" til "kendsgerning".
      Alt, hvad der eksisterer under begrebet "diktatur", kan således ikke direkte løfte menneskene en eneste tøddel fra deres nuværende udviklingstrin. Den "kultur", der på denne måde påføres jordmenneskene, er kun en foreskreven tvangslevemåde, der er en repræsentation af de særegenheder, der udgør det udviklingstrin, hvorpå diktatoren befinder sig. For de individer, der befinder sig i brændpunktet af diktatorens udviklingstrin, vil disse særegenheder naturligvis føles som den højest tænkelige idealisme, og diktatoren som deres skytsengel, fordi det netop er deres naturlige traditioner, begær og forestillinger om livet, der igennem hans materielle magt bliver tvangsopretholdt. Men for de mennesker, der for længst har udlevet disse særegenheder f.eks. på det militære, det ægteskabelige og racemæssige, det religiøse eller rent kulturelle område, og således befinder sig på et andet og højere og for diktatoren ganske uforståeligt udviklingstrin, bliver diktaturet eller den foreskrevne tvangslevemåde en hæmning, en "spændetrøje", som under disse menneskers højere og stærkere indre mentale fylde, værdighed og vækst, mere eller mindre må slå revner eller sprænges. Da de herved kolliderer med diktatorens love, er en fare for hans magt, forstår man godt, hvorfor diktaturet må have særlig mange interneringslejre, fængsler og skafotter. De "farlige", "ufolkelige", hvilket vil sige diktaturfjendtlige, mennesker må uskadeliggøres.
      Og således uden at "vide hvad man gøre", dolker man udviklingen, øver fosterdrab mod højere kultur, og i vældigt militært glimmer marcherer man, stadigt i blinde, rask frem imod sin egen henrettelse. Thi at dolke udviklingen, at dræbe højere kultur, er at gå imod selve verdensaltets evige struktur, det er at gå i rette med Gud. Og overfor en sådan overmagt må alle tilsidst uundgåeligt vige. Her må "hver den, der ombringer ved sværd, selv omkomme ved sværd". –
      For mennesker, der står langt under diktatoren i udvikling, er diktaturet heller ingen frelse. At tvinge primitive naturmennesker til pludselig at skulle manifestere et højere udviklingstrin end det, hvortil de af naturen er nået, er ikke at påføre disse væsener en sjælelig ophøjethed. Så let går det ikke til at løfte væsenerne fra et udviklingstrin til et andet. Følgen bliver da også, at nævnte påtvungne væremåde kun bliver identisk med en "kultur" og "dannelse", der er analogt med den, dyretæmmeren påfører sine vilde dyr, nemlig en generende og ubehagelig og derfor af de samme væsener hadet "dressur". Og det bliver da også noget af en "cirkusforestilling", når naturmennesker åbenbarer "ærbødighed" og "lydighed" overfor et diktatur, der nedsabler enhver form for modvilje med en overlegen moderne krigsteknik og hensynsløs straffeforanstaltning.
      Når ærbødighed og lydighed ikke eksisterer som frivillig gave, men kun fremtræder som påtvungne midler til at undgå tortur og dødsstraf, er de kun røvede realiteter. Og det er givet, at i en sådan zone kan freden ikke eksistere. Her må livet blive blodigt. De undertrykte søger frihed. Udvikling lader sig ikke diktere eller foreskrive jordmenneskelige påhit. Alt sådant må sprænges. Dens bane lystrer en langt højere mentalitet end den jordiske. Og diktaturet er således ikke det middel, ved hvilket verdensfreden opnås. Kun det modsatte princip kan frelse menneskeheden. Men det modsatte princip af tvang er frihed. Og frihed er jo det samme som – "gave", idet enhver "gave" kun kan eksistere som noget, der er frigjort, ligegyldigt under hvilken form denne så end måtte fremtræde.
      "At give" er således det modsatte af "at tvinge". Menneskeheden kan kun frelses ved "at give". Selve verdensgenløsningens princip vil derfor udelukkende bestå i at udvikle "giveevnen" i jordmennesket. Og i samme grad som dette væsens talent herfor vokser, i samme grad kommer det på bølgelængde med selve livets eget princip, der jo i sig selv er en eneste stor gaveydelse. Det koster ikke noget, kosmisk set, at blive født til verden, det koster ikke noget at dø, det koster ikke noget at vokse, lige så lidt som synet, lugten, smagen, hørelsen og følelsen er "købte" eller "betalte" realiteter. Menneskene vader i kosmiske rigdomme. Verden er fuld af alle de livsværdier, hvilket vil sige alle de varme-, ernærings- og underholdningsværdier, som jordmenneskenes udvikling og livsglæde gennem umådelige sekler af tid kræver. Men menneskene forstår altså endnu ikke at være på bølgelængde med selve livets princip. Er der således ikke kulminer nok? – Hvorfor må så tusinder af mennesker fryse eller mere eller mindre savne adgang til denne varmekilde? – Er der ikke elektricitet eller kraftkilder nok i naturen? – Men tusinder af mennesker må ikke desto mindre slide sig krumbøjede, skæve og knoklede i deres ansigts sved. – Er der ikke brødkorn eller fødemidler nok? – Og dog må tusinder af mennesker dø hungersdøden. – Er jorden ikke udstyret med umådeligt omfattende, skønne, tempererede, solrige og frugtbare egne nok? – Men tusinder og atter tusinder af mennesker må brænde op eller vansmægte i hede ørkenegne samtidig med, at andre tusinder må leve en frysetilværelse i primitivitet i de arktiske egnes vintermørke og isregioner. – Er der ikke materialer nok til skønne klæder og udstyr til alle mennesker? – Men ikke desto mindre vandrer store menneskemasser rundt i laser og pjalter. – Hvorfor alle disse kalamiteter? – Er det ikke netop fordi, alle de nævnte kosmiske gaver, jordens store lagre af livsværdier, kun eksisterer eller er beslaglagte som "privatejendomme"? – Og hvorfor eksisterer de således? – Er det ikke fordi jordmenneskene endnu eksisterer så meget i de dyriske traditioner, befinder sig på så lavt eller primitivt et stadium i udviklingen, at gaveprincippet endnu kun er en ren biting i deres mentalitet, medens "forretnings-" eller "tageprincippet" er hovedtingen? –
      Menneskene har derfor fået udviklet et stort talent for "at tage", men kun et meget ringe talent for "at give" og er således prædestinerede til at være i disharmoni med livets eget princip, der jo som før nævnt er kulminerende gaveydelse. Der, hvor det ikke eksisterer således, er det udelukkende de levende væsener selv, der forhindrer det. Ved at gøre en altdominerende udfoldelse af "tageprincippet" til livsbetingelse, kan man ikke komme på bølgelængde med den evige verdensplans grundbestemmelse, der – gratis – "lader solen skinne over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige". – Og man forstår bedre her, at vejen til livet eller jordmenneskehedens frelse udelukkende kan doceres i den evige sætning: "Saligt er det at give, hellere end at tage". –