Juleevangeliet
11. kapitel
Ved hjælp af den kraft, der i form af næstekærlighed er nedlagt i verdensreligionerne, foregår flugten fra mørket
Hvad er da dette for en kostelig gave, hvad er det for "guld, røgelse og myrra", disse væsener har overladt det i form af jordmennesket i krybben forekommende hjælpeløse "kristusbarn"? – Ja, er essensen af denne gave ikke udelukkende næstekærlighed? – Er det ikke udelukkende ved hjælp af den, at humaniteten, freden eller den "velbehagelighed", som er "himmeriges rige", kan bevares i nævnte "kristusbarn" og dermed bevare dette som en suveræn gudesøn eller tronprætendent til "Guds rige" eller til at blive "ét med Faderen", "ét med vejen, sandheden og livet", et med udødeligheden, evigheden og saligheden. Og er ophavene til de store verdensreligioner ikke mere eller mindre "konger" eller "fyrster" i kærlighedens eller humanitetens sfære? – Hvilken jordisk konge har flere hengivne og trofaste, frivillige undersåtter end disse tre overjordiske eller kosmiske konger? – Hvilken jordisk konge har efter sin fysiske død eller ud over sin jordiske grav kunnet blive ved med at regere millioner og atter millioner af mennesker, generation efter generation frem gennem årtusinder således som hver af disse "konger"? – I sandhed, deres fysiske død og begravelse var kun en ydre ceremoni i og for kødet og blodet, men deres ånd viser os en over graven stadig fortsat evig opstandelse. De taler til deres hengivne, frivillige undersåtter med umådelig kraft den dag i dag. De regerer, vejleder og behersker disse sjæle med den evige sandhed, der var blevet deres ånd, ord og væsen. Og der, hvor sjælene bliver regeret med sandhedens ord eller disse væseners ånd i renkultur, foregår "flugten til Ægypten", flugten fra mørket, der igen er det samme som overvindelsen af mørkets fyrste, totalt urokkeligt og sikkert. Der bliver "kristusbarnet" frelst og "herodeskongen" ladt tilbage til undergang i sit eget hads natsorte sfære. Der åbner gravens granitporte sig for den færdige "Kristus", og den fuldkomne lysets konge kan stå ud af graven, medens de lukker sig for den ufuldkomne mørkets og hadets fyrste, der forlængst har lagt sin kurs ind mod gravens centrum. Og fra den således opstandne "Kristus" kan kærligheden nu uhindret lyse og funkle i verden og give hans omgivelser eller medvæsener den "velbehagelighed", som fra evighed af er bestemt som enhver gudesøns højeste væsen og mest fundamentale fornemmelse af den evige Faders nærværelse. Jo, "de hellige tre konger" i form af verdensreligionernes ophav blev til umådelig velsignelse for "kristusbarnet" i form af det jordiske menneske i dets kamp med "Herodes" eller dyrerigets mørke magter.