Igennem disse enkelte uddrag af den på dødsparagraffer så rige Moselov angående det seksuelle princips og de heraf følgende sympatiske anlægs udfoldelse ser vi, at der var sat en kolossal dødsmur op omkring individets sjælelige indstilling. Bag dette sjælelige diktatur lå der ikke noget som helst videnskabeligt kendskab til individets seksuelle og dermed sjælelige struktur udover de rent grove dyriske anlæg, der betinger artens kropslige forplantning og beståen. At man derfor med dødsstraf vågede over disse grove anlægs renkultur er forståeligt. Og at denne renkultur ikke kunne bevares på anden måde end ved udslettelse af alle de væsener, der ikke permanent kunne være "ét kød" med sin ægtefælle hele jordlivet igennem, men skejede ud med sine sympatiske følelser overfor andre væsener, de være sig af eget køn såvel som af modsat køn, er en opfattelse, der absolut måtte blive det fundamentale grundlag for et folks eller et samfunds struktur, der begærede verdensherredømmet over alle andre folk i verden og igennem dette begær følte sig som "Guds udvalgte". At man med alle midler søgte at økonomisere med forplantningskræfterne og lede dem ind i de for formeringen mest gunstige baner blev naturligvis selvfølgeligt. Et folk på hundrede millioner mennesker har naturligvis lettere ved at blive en stormagt end et folk på to millioner. Vi har siden set denne tanke blive til favoritidé hos alle de andre folk, der også er faldet for begæret efter at blive verdens herre. Disse folks diktatorer eller førere har alle lavet propaganda for børnerigdom for derigennem at bane vej for skabelsen af mange soldater, vældige hære og flåder. Og hvad blev resultatet? – Blev det ikke for Moselovens eget folk en så at sige permanent landflygtighed, i hvilken det var spredt og splittet for alle vinde, langt borte fra dets eget land, underkastet mange andre folks eller nationers forgodtbefindende årtusinde efter årtusinde? – Og er det ikke gået de andre verdensstormere endnu værre? Hvor er de henne i dag, de store diktatorer, der lovede deres folk verdensherredømmet? Måtte de ikke ynkeligt omkomme ved mord eller selvmord? – Venter der ikke deres håndlangere en ligeså fornedrende og vanærende død på krigsforbryderskafottet? – Er deres folk ikke i dag prisgivet sejrherrernes nåde og barmhjertighed? – Er deres før så stolte og geniale kulturprodukter, bygningsværker, fabrikker, skoler, universiteter og byer ikke ruinhobe og askebunker? – Ser vi ikke her, hvorledes "den, der ombringer med sværd, selv må omkomme ved sværd", eller at "det, et menneske sår, skal det høste" og at "den, der ophøjer sig selv, skal fornedres"?