Juleevangeliets "fred på jorden", "himmeriges rige" eller den totale næstekærlighedens zone kan umuligt bygges op af væsener, hvis organiske struktur kun er skabt til at udløse hjernefunktioner i form af begæret ejendomsret over et andet væsen og den heraf følgende jalousi eller skinsyge. Da jalousi eller skinsyge eller fornemmelsen af krænket ejendoms- eller besiddelsesret er det dræbende princips eller hadets frøkorn, bliver hankøns- og hunkønsvæsenerne i renkultur således hadets og dermed krigens, lidelsernes, sorgernes eller det ondes forplantningsorganer. Uden denne kønslige tilstand ville det onde eller spiralens mørkesfære være en umulighed. Mørket eller det onde i verden er således i sit grundfundament ikke en viljesakt. Det udgør derimod en væremåde, der betinges af de eller de ydre forhold og de dertil byggede organer. Derfor kan væsenerne heller ikke pludselig ved et mirakel forvandle sig fra "dyr" til "menneske". Og det er jo netop derfor, at vi får alle de mange forskellige karaktertrin eller grader i moral indenfor den jordiske menneskehed. Den består netop af væsener, der i en særlig stærk grad er under forvandling fra "dyr" til "menneske". Men i denne proces er de ikke lige langt fremme, og følgeligt må dette udelukkende vise sig i form af de mange forskellige trin. Mange jordmennesker af i dag har sikkert ikke noget højere ønske end netop at kunne fremtræde som et fuldkomment menneske. Og hvis det kun drejede sig om deres vilje, ville jordmenneskenes daglige liv udvise en mangfoldighed af sådanne mirakler, hvor væsenerne pludselig i et eneste nu i kraft af deres vilje forvandlede sig fra "dyr" til "menneske".
      Men således går det ikke. Den rent dyriske og rent menneskelige tilstand er som nævnt virkninger af hver sin særlige organiske struktur. Og den organiske struktur, et væsen ikke har, kan det umuligt repræsentere virkningerne af. Men det kan altså gradvis i sin daglige tilværelse træne sig op til med sin vilje rent forstandsmæssigt eller vågent dagsbevidst at kunne udføre enkelte små detaljer i overholdelsen af de love, der fører imod "himmeriges rige" eller fuldkommenheden. Denne voksende overholdelse af lovene bliver efterhånden lidt efter lidt til vanebevidsthed. Og når en særlig handlemåde er blevet til vane, er den jo blevet et talent, et anlæg eller en manifestationsform, man kan udfolde uden en påkrævet stærk vågen hjernemæssig koncentration. Vi behøver således f.eks. ikke at tænke på eller med vor vilje at sætte ind hver gang, vi skal flytte et ben, når vi går hen ad en vej. Vi kan her næsten indtil hundrede procent uafhængig af denne benflytning føre en samtale med et medvæsen, medens det lille barn, der er ved at lære at gå, indtil hundrede procent netop må koncentrere sig på hvert bens flytning under gangen for derved at kunne opretholde ligevægten eller balancen.
      Når manifestationen således bliver til vanefunktion, vil det altså betyde, at den har fået eget organ, så hjernen eller den vågne tankekoncentration ikke mere er påkrævet. Og med hensyn til at manifestere "menneskelige" manifestationer, hvilket vil sige "det gode", foreligger der ikke nogen undtagelse. Disse manifestationer må ligeledes først udføres vågen hjernemæssigt. Lidt efter lidt bliver de så, efterhånden som man får udført dem gang på gang, til rutine eller vanefunktion. Og på denne måde udvikler individet evnen til at kunne gøre "det gode" i flere og flere situationer som en ren tillært rutine eller virtuositet. Men denne side er jo kun en ydre vågen dagsbevidst opbygning og fuldkommengørelse af den organstruktur, i kraft af hvilken væsenet kan fremtræde som det fuldkomne menneske eller mennesket i Guds billede. Den ville aldrig nogen sinde komme til udfoldelse eller manifestation, hvis ikke der netop eksisterede en indre opbygningsproces vedrørende den samme organstruktur. Virkningerne af den ydre organopbygning kan kun gøre manifestationerne til kold hjernemæssig korrekthed, der er fundament for den såkaldte højere dannelse eller gode opdragelse. Men denne kolde, intelligensmæssigt tillærte dannelse kan også gå over gevind og pynter da ikke sit ophav, men lader netop dette i stor udstrækning fremtræde som en – farisæer.