Vi er her igennem beskrivelsen af stormagasinet og museet blevet vidne til to verdener. Stormagasinet eller forretningshuset var udelukkende kun et centrum for køb og salg af liv. Dets elegante udstyr, dets marmorfacader, sølvskinnende stålsøjler, dets neonillumination og blændende lyseffekter m.m. er kun en forgyldt ramme om dette "køb og salg" af liv eller timer af liv, camoufleret og omdannet til brugsgenstande. Disse brugsgenstande er alle foreteelser, der har kostet så og så mange arbejdere så og så mange timer af deres liv. Disse omdannede livstimer falbydes nu igen til publikum for det eller det pengebeløb. Penge er jo endnu jordmenneskehedens egen målestok for livstimer. Da alt liv i et stormagasin således udmåles i penge, vil penge ligeså udelukkende være det samme som så eller så mange livstimer. I form af brugsgenstande sælger stormagasinet eller forretningen livstimer og får i form af penge livstimer tilbage som betaling. Man køber altså livstimer for livstimer. Og dette princip er i sig selv guddommeligt, thi det udtrykker jo det sande forretningsprincip. Den samme værdi for samme værdi. Det er dette princip, hele universet er baseret på. Ethvert levende væsen må således give sit liv for at få sit liv. Det er nævnte princip eller den samme lov, der betinger, at "man skal elske sin næste som sig selv". Men jordmennesket, repræsenteret igennem stormagasinet, kender intet til denne det sande forretningsprincips guddommelighed. Det køber og sælger livstimer og giver således nok livstimer for livstimer, men absolut kun på den betingelse, at det får flere livstimer tilbage, end det giver. En brugsgenstand, der eventuelt har kostet fem livstimer, sælges ikke for fem livstimer, men derimod allerhelst til mindst det dobbelte. Ja, man vil måske ikke engang blandt sagkundskaben kalde en sådan handel for en "god forretning".
      Men hvorfor skal fem livstimer koste mere end fem livstimer? – Jo, for derved kan man nemlig leve højt på andre medvæseners liv. Desto flere livstimer man på denne måde i form af legaliseret handel eller forretning kan frarøve eller fratvinge sine medvæsener, desto vældigere kan man selv blive fri for at opfylde betingelsen for sin egen eksistens eller opfyldelsen af loven for livet. Man vil således i en tilsvarende grad blive fri for at betale sine egne livstimer med tilsvarende livstimer.
      Og jordmenneskeheden har endog legaliseret dette camouflerede livsrøveri og gjort det til det bærende fundament for sin tilværelse, ligesom den moderne opdragelse og skolegang derved i en overordentlig stor udstrækning er baseret på at gøre individerne til genier eller eksperter i dette fag for derved i det mindste at give dem evne til at beskytte deres egne livstimer overfor livsrøveriet og det hermed forbundne "slaveri". Hvis man ikke netop er geniale eksperter her, bliver ens egne livstimer jo røvet af andre. Og det er derfor ikke vanskeligt at se, at jordmenneskehedens livsførelse netop kulminerer i at overtræde selve livets højeste lov, den der fordrer "én livstime for én livstime" eller "samme værdi for samme værdi" og ikke mere værdi for mindre værdi. Men når den absolutte betingelse for livets fuldkomne eksistens slet ikke opfyldes, idet væsenerne bevidst udvikler sig til at blive genier i at kunne camouflere den daglige tilværelse således, at de endog legalt kan modtage mere værdi for en mindre værdi og derved tilegne sig livstimer, de slet ikke yder nogen som helst livstime for igen, måtte dette jo nødvendigvis føre dertil, at nogle væsener i tilværelsen slet ikke får deres egne livstimer, idet de er beslaglagt af andre væsener, ja endog undertiden inden de er født. Og disse andre væsener kan derved ikke alene besidde deres egne livstimer uden at yde noget som helst til gengæld, men lever også højt på de fra medvæsenerne tilranede livstimer. Det bliver derfor selvfølgeligt, at jordmenneskeheden under disse omstændigheder umuligt kan opleve det absolut fuldkomne liv. Det er da også derfor således i dag, at alle er tvungne af alle til at koncentrere sig om, hvordan de bedst skal kunne beskytte sig imod dette overhåndtagende livsrøveri. Alle er således mere eller mindre tvungne til at gøre sig til eksperter i "livsrøveriet".
      Men jo mere man tror at kunne beskytte sit liv i kraft af denne udvikling, desto vældigere kommer verden, hvilket her vil sige: jordmenneskehedens virkelige normale oplevelse af livet, af lave. Dette giver sig så igen udslag i krige af enhver art, såsom: krige mellem nationer, krige mellem arbejdere og arbejdsgivere, krige imellem religiøse sekter, krige mellem politiske bevægelser, krige mand og mand imellem. I sandhed, der trængtes virkelig til et "juleevangelium" eller en lysets åbenbaring eller et væsen, der kunne demonstrere for jordmenneskene, at "det er saligt at give hellere end at tage", og at man skal "vende højre kind til, når man bliver slået på den venstre", ligesom man ved at give sit liv for andre kommer til at eje det. Det gælder således slet ikke om at forlange to eller flere livstimer for én, idet man i virkeligheden slet ikke er kommet til verden for at lade sig tjene, men for at tjene, og i særdeleshed da man netop udelukkende kun kan tjene jordmenneskeheden, medvæsenerne og verden ved "at tjene" og ikke ved "at lade sig tjene" eller ved på anden måde at gøre sig til snyltere eller skadelige abnormiteter og dermed være en hindring i den guddommelige skabelse eller manifestation af verdensfreden.