Juleevangeliet
27. kapitel
Det virkelige geni åbenbarer kun kærlighed gennem sin viden og magt
Ja, men er atombomben og alle de øvrige videnskabelige foreteelser da ikke geniale? – Er det ikke genialt, at man har kunnet opdage så meget af materiens struktur, at man derved er blevet i stand til at kunne beherske naturkræfterne på en så overdådig måde? – Jo, det er rigtigt, at de videnskabelige opdagelser og opfindelser udtrykker megen intelligens på det rent fysiske, tekniske og kemiske område, men afslører samtidig, at deres ophav er totalt blottet for absolut viden med hensyn til, hvad de skal bruge denne deres vældige kunnen til. Jordmennesket har således udviklet sig evne til at kunne jonglere med elementerne. Det kan skabe lyn og torden. Det er blevet en materiel gigant, men noget geni er denne gigant ikke, så længe dennes resultater ikke er et kærtegnende, inspirerende og livgivende kunstværk for tilskuerne. Så længe nævnte gigants manifestationer kun er resulteret i et samlet resultat i form af en delvis ødelagt, torteret, demoraliseret, materialistisk og hævngerrig menneskehed, der sultende og frysende nu søger tilflugt i ruinhobene af de engang så skønne, med føde, varme, lys og livsgoder udstyrede, kulturcentrer, er hans værk ikke nogen virkelig kunst og dermed totalt blottet for genialitet, ja, er nærmest kun at betragte som et altdominerende fuskeri. Da genialiteten er kunstens kulmination, kan intet som helst blive genialt uden at være kunst. Genialiteten er ikke dette at kunne skabe sig viden og magt, men derimod udelukkende dette: med viden og magt at kunne åbenbare den absolutte sandhed, den absolutte livets mening, der igen er det samme som den absolutte kærlighed. Når videnskaben kulminerer i – ikke at ødelægge og lemlæste menneskeheden – men derimod i at bringe den i den allerhøjeste kontakt med livets mening eller kærligheden, da er den blevet til virkelig eller absolut genialitet. Og denne genialitet er kulminationen af juleevangeliets opfyldelse. Da er der en varig fred på jorden, og en velbehagelighedens stråleglorie lyser over alle dens kontinenter og have i form af det absolutte himmeriges rige.