Juleevangeliet
28. kapitel
Forelskelse er som en beruselse, og tilslører sandheden
Men hvad har nu disse analyser angående stormagasinet, kunstmuseet, videnskab og kunst med jomfrufødsel at gøre? – Vi kom jo netop ind på disse analyser grundet på nævnte emne. Jo, disse analyser har vist os, at der i det jordiske menneskes mentalitet og livsførelse begynder at danne sig en oplevelsessfære, der ikke har noget som helst med den dyriske forplantnings- eller formeringsproces at gøre. Den viser sig at være en interessesfære, der adskiller sig fra dyrets derved, at den totalt ligger udenfor dyrkelsen af hankøn eller hunkøn. Den udløser sig i sin højeste fremtræden i at skabe blot for skabelsens skyld. Denne skabelse er således i denne sin højeste fremtræden ikke et hanvæsens gøren kur til et hunvæsen eller omvendt. Den er ikke en skovdues kurren for sin mage, selv om den måske i sin laveste eller spædeste begynderform undertiden vel nok i nogen grad endnu er smittet eller inspireret af forelskelsesenergier. Det er denne skabelsestendens, der sluttelig bliver den reneste og ædleste kunst. Men i denne kunstens begynderverden forekommer der altså tilfælde, hvor kunstnerne endnu kun kan blive inspirerede til skabelse igennem en forelskelsesrus. Når sådanne kunstnere ikke er forelskede, kan de ikke skabe. Det gælder i visse tilfælde både skrivende og bildende kunstnere. Men når de så endelig er forelskede, er de undertiden i stand til at skabe en stor produktion, men denne produktion er næsten altid en overdimensioneret eller svulstig lovprisning, enten i digte-, roman- eller billedkunst af den mandlige og kvindelige elskovsatmosfære og er således ikke hundrede procents virkelig sand kunst. Disse således i elskovsrus frembragte kunstværker kan naturligvis være ualmindelig smukke og betagende for den følelsesbetonede læser eller tilskuer og derved gøre sit ophav berømt og dyrket som geni. Men for den nøgterne tænker, der søger den absolutte sandhed, har de ingen dragning. Da de frembragte produkter ikke er manifesterede i en nøgtern, total upartiskhed, kan de som nævnt umuligt være noget absolut fuldkomment eller hundrede procents udtryk for den virkelige sandhed på sit felt og er således i tilsvarende grad ikke at regne for kunst. Kunst må være et reelt udtryk for sandheden. I modsat fald er den ikke videnskab. Og når den ikke er videnskab, kan den kun være udtryk for sit ophavs eller sin skabers illusion eller fejltagelse, hans beruselse og den heraf følgende tendens til overdrivelse eller partiskhed i det pågældende felt. Og megen forhen som berømte mesterværker opfattet kunst, det være sig bøger eller billeder, vil efterhånden som følge heraf blive til makulatur, alt eftersom udviklingen skrider frem, og jordmenneskehedens iagttagelsesevne gennemskuer disses forskellige brist.
      Da kunst kun kan være virkelig sand kunst i kraft af, at den er virkelig sand videnskab, og sand videnskab kun kan eksistere som et hundrede procents udtryk for den absolutte sandhed, og et sådant udtryk for den absolutte sandhed umuligt kan eksistere uden at være totalt blottet for partiskhed, bliver det her synligt som kendsgerning, at et væsen, hvis organiske struktur betinger, at det kun kan sanse eller opleve partisk, umuligt kan opleve den absolut fuldkomne sandhed. Et væsen, for hvilket det er en livsbetingelse at besidde et andet væsen som favorit og blive genelsket af dette væsen som favorit, vil umuligt kunne være andet end partisk overfor dette andet væsen. Denne partiskhed er dets glæde, dets højeste livslykke og dermed dets normalitet.