Det, der adskiller jordmennesket fra det almindelige dyr og gør det til et "kristusbarn" eller vordende fuldkomment menneske, er altså dets begyndende vækst bort fra det modsatte køn. At denne vækst befordres af en dybt i væsenets bevidsthed begyndende ny organisk struktur, bliver altså til kendsgerning eller virkelighed gennem alle de erfaringer, der viser udvikling af evnen til at føle sympati for – ikke blot det modsatte køn – men også sympati for væsenets eget køn. Da al sympati i sin dybeste natur er seksualisme, er denne nye organiske struktur således også af seksuel natur. At denne sympatiske natur på sit nuværende trin i jordmenneskehedens mentalitet i stor udstrækning er ganske ukultiveret eller ufuldkommen, ja, endog breder sig ud i mange arter af ligefrem vildskud, er ganske naturligt, sålænge den samme menneskehed endnu slet ikke er blevet undervist i eller er forkyndt den sande seksualismes højeste struktur. Det er disse vildskud, der skjuler sig under begrebet perversitet. At disse vildskud eller perversiteter vil florere, så længe jordmenneskeheden er totalt uvidende om den del af det seksuelle princips struktur, der ligger udenfor det rent specielle hanvæsens og hunvæsens område, er naturligvis en selvfølge. Men dette forandrer jo ikke "kristusbarnets" vækst. Erfaringerne, vildfarelserne og perversiteterne er kun fødselsveer og lektioner, der efterhånden skal give væsenet den visdom, det har brug for og dermed slutteligt føre det i kontakt med dets kommende bestemmelse som "mennesket i Guds billede".
      Foreteelserne: eget køn og modsat køn er altså noget, der er på retur i jordmenneskets mentalitet til fordel for næstekærligheden. Næsten er således i virkeligheden et nyt "køn", et begyndende nyt objekt for individets sympati og kærlighed. Dybt i jordmenneskets bevidsthed begynder der således at udvikle sig en ny organisk struktur, der efterhånden vil forvandle jordmenneskets nuværende organisme fra at være énkønnet til at være tokønnet og derved gøre individet til et væsen, i hvem det feminine og maskuline princip er i total ligevægt eller balance. Og ifølge kosmiske analyser i mit hovedværk "Livets Bog" er det denne balance, der udelukkende er betingelsen for skabelsen eller manifestationen af den absolutte næstekærlighed og den herigennem udløste totale åbenbaring af "lovens fylde". Væsenet er da blevet omdannet til et mentalt solvæsen, der ingen skygge har, men sender sin stråleglorie ud over alt og alle, ligesom universets sole og stjernebyer. Medens manden og kvinden eller han- og hunvæsenet i renkultur kun er mentale halvsole, idet de ikke kan føle sympati for og langt mindre elske deres eget køn og derfor kaster en stor slagskygge ud imod dette køn, er det fuldkomne kristusvæsen eller det dobbeltpolede åndsvæsen et helvæsen eller en helsol. Det kan derfor i sig selv ikke udsende nogen som helst mental slagskygge. Da det er dobbeltpolet, eksisterer der overfor samme væsen ikke noget modsat køn at favorisere eller noget eget køn at rivalisere med eller føle antipati imod. Det sender sit varmende lys ud imod alt og alle.