For at kunne føres mod lyset ved hjælp af blot og bar vejledning kræves der således som foran nævnt modenhed, hvilket vil sige: en evne til at kunne forstå vejledningen; dette gælder i åndelige såvel som i fysiske forhold. Da verdensgenløsningen kun har til opgave at give menneskeheden vejledning, kan dens mission kun komme til udfoldelse der, hvor menneskene er modne for den. Og er det ikke netop det, vi ser for tiden i den materialisme eller gudløshed, som behersker millioner og atter millioner af mennesker verden over? Disse mennesker er således for tiden ikke knyttet hverken til religion eller verdensgenløsning. De er umodne for alt religiøst. Det religiøse instinkt, der i tidligere liv bandt dem til religion eller gudsdyrkelse, er degenereret til fordel for udvikling af intelligensevnen. Men intelligensevnen er ikke en oplevelsesevne, den er kun en analyseringsevne. Med den kan man analysere og gøre sig begribeligt, det man oplever. Selve oplevelsen befordres altså ved andre evner. Disse evner kommer blandt andet til funktion igennem de fysiske sanser. I tidligere liv, da væsenernes intelligensevne endnu næsten var latent, kunne menneskene kun vurdere deres oplevelser ved hjælp af det religiøse instinkt. Det gav dem evne til at "ane", at der var et forsyn, en gud eller guder til. Derfor var de netop nødsaget til at måtte tro på et forsyn eller guder. Men rent fysisk var "anelse" ikke nok. De måtte ligesom have denne bekræftet af en autoritet, altså af et væsen der i en højere grad end ved anelse vidste besked med de religiøse eller åndelige foreteelser. Et sådant væsen kender vi under begrebet "verdensgenløser". Fra ham fik de den for deres religiøse anelse tilpassede autoritative bekræftelse, som de så kunne leve videre på. Da deres intelligensevne som nævnt næsten var latent, var det ikke nogen intellektuel eller videnskabelig autoritativ bekræftelse, de havde brug for. Dertil var deres religiøse anelse og den heraf følgende tro alt for stærk, den grænsede næsten til vished. Og med den næsten latente intelligensevne ville de jo slet ikke have evne til at kunne forstå en virkelig intellektuel udredning af de evige og højeste fakta, det var noget, der først senere skulle komme. Alle endnu religiøst troende mennesker verden over hører til denne kategori, ligegyldigt hvilken religion de så end måtte være knyttet til eller har oplevet verdensgenløsningens lys igennem. Dette gælder naturligvis også de meget stærkt "troende" kristne. Denne kategori af mennesker har således deres på stærk anelse baserede tro på højere magter og har deres verdensgenløsers for dem tilpassede autoritative bekræftelse af disse magters eksistens og befinder sig dermed lykkelige. Denne menneskenes første religiøse epoke, hvor de i kraft af deres religiøse instinkt, støttet og vejledet af verdensgenløsningen, urokkeligt "anede" højere psykiske eller åndelige magters, guddommes eller en guds eksistens alt efter deres midlertidige udviklingstrins opfattelsesevne eller instinktmæssige kapacitet, udgør den første grad af menneskehedens store indvielse.