Samtidig med, at vi er vidne til, at menneskeheden er inde i sin anden grad af indvielse, hvilket altså vil sige: indvielsen i mørket, oplevelsen af virkningerne af dens mørke eller dræbende væremåde, dens ufærdige tilstand, ser vi begyndelsen til menneskenes tredie indvielsesepoke. Alt eftersom menneskene kommer igennem mørket eller lidelsesepoken, er deres humane evne eller næstekærlighed blevet tilsvarende stærkt udviklet. De er nået frem til at få et større og større samvittighedsnag, hver gang de har begået en ond eller ukærlig handling imod deres næste. De begynder at ønske humanitet i alle foretagender. De ønsker humane love både over for dyr og mennesker. Igennem deres spæde, men nu tiltagende intuitionsevne begynder de at føle, at mørket eller lidelserne ikke kan være noget tilfældigt, men må have en eller anden retfærdig årsag, være et led i en guddommelig plan eller mening. De begynder at lægge mærke til, at naturen i sine øvrige skabelsesprocesser eller foreteelser er absolut logisk, hvilket vil sige, at de er til glæde og velsignelse for levende væsener i deres slutfacitter. Disse mennesker ønsker at skabe fred i verden og er sjælen i fredsligaer, humane foranstaltninger, forsorg og dyrebeskyttelse og lignende. De samme mennesker er naturligvis også antimilitarister, militærnægtere og modstandere af dødsstraf og af rå og brutale fængselsforhold. De er også imod at dræbe dyr og lever derfor kun ved vegetarisk føde. De er ligeledes internationalt indstillet og sympatiserer med tanken om en for alle lande fælles verdensregering. Alt hvad der går i retning af humane eller fredelige bilæggelser af stridigheder, har disse menneskers hele sympati. Mennesker med denne stærkt fremtrædende humanitet eller næstekærlighed er alle væsener, der har været igennem i alt fald hovedparten af mørkets og lidelsernes epoke eller den store indvielses anden grad. Det viser deres stærke trang til at vænne sig af med al brutalitet, hidsighed, bebrejdelser, bagtalelse, usandfærdighed, ligesom de føler stærk antipati imod at leve på andres bekostning. De kendes også på deres store hjælpsomhed over for ulykkeligt stillede medvæsener. Som vi her ser, begynder lyset og varmen fra solskinsforedraget i Galilæa at lyse og varme i deres hjerter. Og deres bevidsthed begynder at vende sig helt bort fra materialismen og gudløsheden og tilbage til verdensgenløsningen. Disse mennesker længes efter at få opklaret livsmysteriets løsning. De længes efter en åndelig viden eller videnskab, der kan retfærdiggøre deres afvigelse fra flertallet med hensyn til deres humane eller næstekærlige livsindstilling, deres antimilitarisme, deres antipati imod krig og dødsstraf, deres antipati imod dyredrab og den heraf følgende antipati imod kødspisning eller animalsk føde o.s.v. Disse mennesker er blevet så humant udviklede, at de begynder at føle, at udviklingen må gå i den retning, de selv er inde på, men de kan endnu ikke ved egen hjælp komme til klarhed over den absolutte evige sandhed, den livsmysteriets løsning, det virkelige, kosmiske, kærlige verdensbillede, de med deres humane evne og begyndende intuition begynder at føle eksisterer. Disse mennesker er nu atter modne for verdensgenløsningens vejledning. Men nu er det ikke en ny på dogmer baseret religion, de søger. En sådan er de totalt uimodtagelige for. Nu er det derimod et af en åndelig eller kosmisk videnskab manifesteret verdensbillede, analyseret ud i logiske detaljer, tilpasset og gjort tilgængeligt for en på intelligens, humanitet og intuition kombineret sanseevne, de er modtagelige for. Er et menneskes sanseevne blevet så udviklet, at den udgør en fremragende kombination af disse bevidsthedsevner, kan det kosmiske eller evige verdensbillede, den evige sandhed om Guddommen, de levende væseners udødelighed samt universets grundtone, kærligheden, ved forskning eller studium blive til teoretisk kendsgerning. Og ved et indgående studium permanent at holde sig det evige verdensbilledes kosmiske analyser for øje kan det ikke undgå at føre sandhedssøgerens væremåde mere og mere i kontakt med kærlighedsloven eller nævnte grundtone. Og med denne væremådes udvikling til daglig vane befordrer den intuitionsevnens videre vækst. Og med denne udvikling begynder væsenet igennem den at møde den virkelige verden, det virkelige liv hinsides den fysiske verden. Dette møde med den anden virkelighed end den fysiske, den kosmiske virkelighed, sker kun i form af ganske svage glimt. Et sådant glimt mærkes som et mere eller mindre pludseligt nedslag i bevidstheden af et uendeligt skønt velvære, en behags- eller glædesfornemmelse, man ikke før har kendt mage til. Den kan endog i visse tilfælde give væsenet fornemmelsen af at være indhyllet i et stærkt hvidt lys. Men oplevelsen er kun en moment- eller øjebliksoplevelse. Alligevel efterlader den i væsenet et lille glimt af kosmisk viden. F.eks. kan det i et sådant kosmisk glimt opleve sin egen udødelighed. Det får ikke denne oplevelse i analyserede, logiske detaljer. Det kan derfor ikke forklare eller bevise denne sin udødelighed for andre mennesker. Det ved bare, at det er absolut udødeligt. Et sådant kosmisk glimt er en overordentlig stærk inspirationskilde i lange tider for det pågældende væsen. Men efterhånden vil dog eventuelle andre ufærdige sider i væsenets væremåde skabe lidt mørk karma, men væsenet vil altid tænke tilbage på denne sin guddommelige oplevelse. Og når det får udlevet sin karma på nævnte ufærdige felt, kan det atter blive modtageligt for et nyt kosmisk glimt. I dette kan det eventuelt opleve reinkarnationen, i et næste glimt kan det opleve f.eks. skæbneloven eller dette, at man udelukkende er sin egen skæbnes dybeste ophav. Og således kan man igennem kosmiske glimt opleve evige facitter fra den højeste viden.
      Men kosmiske glimt er ikke endemålet. Så længe væsenet endnu er ufærdigt, selv om det er fremragende udviklet, kan det i heldigste tilfælde kun opleve de højeste og evige fakta i kosmiske glimt. Imellem disse kosmiske glimt er der mere eller mindre lange mellemrum alt efter størrelsen af det mentale område af ufærdig tilstand, væsenet skal have færdigudviklet, inden det kan få det næste kosmiske glimt. Og således fortsætter den tredie grad af menneskets kosmiske indvielse, indtil væsenet ikke mere har noget ufærdigt i sin mentalitet eller væremåde, men permanent opfylder kærlighedsloven, der samtidig er loven for livet. Det er nu nået frem til at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Da indtræder den store guddommelige indvielse, jeg har udtrykt som "Den store Fødsel". Den er selve kulminationen af indvielsens tredie grad. I denne lyskulmination får væsenet permanent kosmisk bevidsthed. Det kan derefter ikke blot af hjertet opfylde kærlighedsloven i væremåde over for næsten, men det er også permanent bevidst i den absolutte og kosmiske virkelighed bag den fysiske. Og da er det tjenligt til at leve i de højeste verdener i Guds primære bevidsthed hinsides reinkarnationen, hinsides al fysisk tilværelse. Det er nu selv suverænt blevet solskinsforedragets totale lys. Det er blevet vejen, sandheden og livet. Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse" er sket fyldest.