Vi har nu set, at "kristendommen", således som vi har den fra gejstligheden og kirken, ikke er nok til at befri menneskeheden fra dens primitive krigs- og sygdomsfyldte livsepoke. Vi har set, at vikingeånden florerer og i stor udstrækning behersker verden, og at den kirkelige kristendom følger en nedadgående tendens, den er i forfald. Menneskene er i færd med at miste deres religiøse instinkt eller det, der bevirker, at de kan "ane" en højere verdens eksistens og derfor har evne til at kunne tro på åndelige førere eller verdensgenløsere, tro på autoriteters udsagn, ja, endog ganske uden nogen som helst intellektuel forståelse af disse udsagn. Og således er menneskene igennem årtusinder blevet ført ved autoriteters forkyndelser og udsagn. Men nu er menneskenes religiøse instinkt i færd med at degenerere, fordi en anden evne er begyndt at tage til i udvikling. Denne evne er intelligensen. Eftersom denne evne tager til i udvikling, kan mennesket ikke mere føres ved tro eller autoriteter. Dette gælder for mennesker under verdensgenløsningens guddommelige lys i de andre store verdensreligioner lige så vel som for mennesker under det samme lys i kristendommen. Men det er heller ikke livets mening eller i kontakt med verdensgenløsningens forudsigelser om Guds skabelse af mennesket i sit billede, at menneskene skal blive ved med at være uselvstændige, blive ved med at være ligesom børn, der er afhængige af de voksnes indstilling. Menneskene skal selv blive åndeligt voksne, selv blive suveræne religiøse autoriteter. Det, vi derfor bliver vidne til i dag: menneskenes stærkt religiøse forfald og den heraf følgende gudløshed, materialisme, våbenudvikling, kernevåben eller den millionfoldige drabskunnen o.s.v., betyder således absolut ikke menneskenes undergang eller fortabelse, menneskene er evige og dermed udødelige væsener. Menneskenes oplevelse af mørket udgør derimod et uundværligt led i Guds skabelse af mennesket i sit billede. Hvordan skulle noget væsen få evne til at opleve lyset uden dets kontrast. Hvordan skulle vi få medlidenheds- eller kærlighedsevnen udviklet, hvis vi aldrig nogen sinde kom til at opleve lidelse? Hvordan skulle vi i det hele taget kunne sanse uden kontrastprincippet? Kan man læse en hvid tekst, der ikke på nogen som helst måde adskiller sig fra det hvide papir, den er skrevet på? Hvordan skulle et fotografis lyspartier blive synlige og danne portræt, hvis ikke der samtidigt var skyggepartier på det? Lys og skygge eller kontrastprincippet er således fundamentet for al sansning. Dette gælder både fysisk og åndeligt. Og nu er tiden kommet, da menneskene netop i særlig grad er i færd med at opleve mørket for derigennem at blive bevidst i eller komme til forståelse af, at alt det, vi er vant til at kalde "det onde", nok er lidelse og smerte, sorg og bekymring, sygdom og nød, men det har absolut ikke noget som helst med "evig fortabelse", "evig pine " eller "straf fra en vred Gud" at gøre. Denne overtro vil verdensgenløsningen nu fjerne fra menneskeheden. Derimod er oplevelsen af det nævnte mørke et uundværligt led i "Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse". Denne skabelse består ikke i at gøre væsenet udødeligt, for det er det i forvejen. Alle jegerne i de levende væsener er evige realiteter. Derimod består Guds skabelse af "mennesket i sit billede" i en overføring af bevidsthed til det uvidende væsen og i at gøre det mere og mere levende, give det større og større oplevelses- og manifestationsmuligheder og de hertil krævede mere og mere udviklede fysiske og mentale organismer eller legemer. Det er denne udskiftning af organismer eller legemer, vi kalder "reinkarnation". Og den voksende bevidsthedstilstand kalder vi "udvikling". Udvikling er således det samme som Guddommens indpodning eller overførelse af sin bevidsthed, sin viden og kunnen til det levende væsen. Denne indpodning eller overførelse af bevidsthed, viden og kunnen udgør væsenets livsoplevelse, dets erfaringsoplevelse og dets manifestationer. Da denne tiltagende daglige overføring af erfaringer har til formål eller opgave at bringe væsenet frem til at blive i "Guds billede efter hans lignelse", der er det samme som det af Guds skabelse frembragte totalt færdige menneske, altså et væsen, der på alle måder er i kulminerende harmoni med Guds bevidsthed og væremåde eller den igennem verdensaltet åbenbarede kulminerende alkærlighed, alvisdom og almagt, er alle menneskers fysiske livsoplevelse en "kosmisk indvielse". Den fører dem frem til "kosmisk bevidsthed", der er indgangen til det virkelige kosmiske liv i de højeste verdener hinsides reinkarnation og fysisk mørke, ulykke og lidelse. Styringen af denne væsenernes store indvielse befordrer Gud igennem verdensgenløsningen. Den realistiske eller direkte indpodning af bevidsthed befordres igennem væsenernes egne lyse og mørke erfaringsoplevelser, der efterhånden gør dem modne til verdensgenløsningens højere og højere fortolkning af de evige fakta af livsmysteriets løsning. Vi skal i det efterfølgende dvæle lidt ved denne store indvielses tre særlige epoker, hver udgørende en grad af den store indvielse.