Det er sandt, at denne tilstand, dette stadium lå så svimlende højt over det almindelige menneskes mentale udviklingstrin, at man faldt for den overtro, at det var ganske uopnåeligt for andre end netop Kristus – "Guds Søn". Og at den eneste vej til overvindelse af mørket derfor måtte være nåde og tilgivelse ved hjælp af ham, som overvandt stadiet. Derfor skabtes sakramenterne, således at hver den, som tror og bliver døbt, kan blive salig eller opnå indre, åndelig ligevægt. Men da sakramenterne kun kan være surrogater for den virkelige sandhed, måtte der komme en dag, da disse surrogater, der helt var beregnet på den åndeligt umodne, ikke var tilstrækkelige og derfor måtte tabe sin magt.
      Udviklingen står ikke stille. Alle mennesker er i kraft af deres evige natur på vej imod en højere form for intellektualitet, end den der har fundet sit foreløbige udtryk i den materialistiske videnskab. Og vender vi os mod det religiøse område, ser vi, at millioner af mennesker i dag i kraft af den intellektuelle udvikling, de er undergivet, ikke længere formår at blive hjulpet af de sakramenter, dåbshandlinger og øvrige religiøse, suggestive midler, der engang formåede at give dem den indre fred og tryghed, de stadigt har behov.
      For sådanne mennesker findes der ingen anden vej end den, at forsøge at anvende deres stadigt voksende intellektuelle kræfter til fordel for en dybere erkendelse af den sandhed, de stadigt føler eksisterer, men som de nu søger i en anden og langt mere afklaret form, end den religionen har forkyndt dem. Og gennem denne søgen vil det udviklede menneske snart opdage, at begivenheden i Getsemane Have ikke udgør beretningen om en mand på et åndeligt udviklingstrin, der er aldeles uopnåeligt for andre, men tværtimod er en beretning om en åndelig tilstand, der er opnåelig for alle.