Ud af mørket
Artiklen: Getsemane Have
4. KAPITEL
Kristus er den urokkelige model på menneskets overvindelse af mørket
Sandheden om eller løsningen på mysteriet i Getsemane Have, når det er afklædt for enhver af ukontrolleret følelse påført detalje, er den, at Jesu optræden i alt udgør en modelskabelse for det jordiske menneske.
Ligesom han udkæmpede sin kamp i Getsemane Have og besejrede mørket, skal alle mennesker til slut lære at udkæmpe deres kamp med det samme mørke.
Intet som helst levende væsen kan leve et andet væsens liv eller tage dets skæbne.
Enhver har sit eget liv, som i et og alt er en frugt af dets egne begær.
Det kan bygge sit liv op til at være lysende intellektualitet og kærlighed for andre, men selv denne tilstand er jo dets egen skæbne og ikke næstens.
Skal næsten opleve den samme skæbne, må denne næste ligeledes selv bygge denne skæbne op.
Og her er det, at Getsemane Have eller, som jeg vil foretrække at kalde det: Getsemane, bliver den urokkelige model på det højintellektuelle menneskes overvindelse af alt mørke.
Vi ser, at det urokkelige fundament for Jesus i hans overvindelse af mørket, dødsfrygten og rædslen for korsfæstelsen beroede på den vældige kraft, der brændte i hans indre, vibrerede i hans nerver og fik hans hjerne til at forme ordet: "Fader".
Og gang på gang ser vi, hvorledes denne kraft får ham til at afsløre for verden, at han selv havde en højere forståelse af, at han i sit liv stod over for en ligeså levende kraft, som han selv, en almagt, af hvilken han selv var et barn, en søn.
Og hvad eller hvem kunne være større end denne almagt, og hvad eller med hvem kunne han være mere i familie?
Hvad var da mere rimeligt, end at han henvendte sig til denne almagt, der var hans fader eller ophav.
Må ikke ethvert væsens intellektualitet vokse frem til denne livets allerhøjeste indstilling, eftersom det er en urokkelig kendsgerning, at intellektualitet ikke kan eksistere uden at vokse?
Og må denne vækst ikke føre sønnen lige ind i denne faders bevidsthed og gøre ham til ét med almagten?
Og må intellektualiteten, efter at den er nået frem til erkendelsen af denne almagt som sit ophav og fader, ikke fortsætte sin vækst ind i udødeligheden, ud over tidens og rummets grænse og opleve sig selv som identisk med selve evigheden?
Til hvad skal den ellers vokse, hvad skal den ellers kunne underlægge sig?
Og ser vi ikke i verdensgenløseren Jesus Kristus et væsen, der har lagt denne vækst bag sig og er blevet ét med den altbestemmende magt i universet eller verdensaltet?
Måtte ikke almindelige små menneskelige fortrædeligheder, menneskenes spe og spot, svinde bort som dug for solen over for dette altovervældende kosmiske udsyn, denne dybe forening med almagten?
Hvad betød et fysisk legeme i denne forbindelse, hvor det gjaldt om intet mindre end at vise menneskene det evige "noget", den guddommelige ånd og bevidsthed, som havde skabt det legeme, de nu martrede?
Måtte ikke legemet sønderrives, for at den ophøjede ånds overlegenhed kunne blive en kendsgerning?
Hvordan skulle en så umådelig overlegenhed over for død og lemlæstelse kunne demonstreres uden denne korsfæstelse?
Et væsen kan jo sagtens være lykkelig og lovprise Faderen, når ingen smerte, ingen undergang, ingen korsfæstelse truer.