Vi ser i Getsemane denne vældige åndsoverlegenhed, der kun kan blive til virkelighed der, hvor et væsen har oplevet almagten som en faders kulminerende kærlighed. Vi så Jesus blive stillet over for mørket. Vi så, han blev stillet over for korsfæstelsen, og vi så, at han et øjeblik vaklede under udsigten til dette uundgåelige mørke, og at han bad til sin Fader: "Er det muligt, da fri mig for denne kalk". Sveddråber blev til blod. Han var så meget i de ufuldkomne menneskers kød og blod, at denne frygt måtte komme. Det var hans fysiske faders og moders ufærdige tilstand, han her kæmpede med; thi hans egen åndelige tilstand var for længst hævet over mørket og dødsfrygten, hvilket han havde vist ved mange andre lejligheder.
      Og vi ser da også, hvorledes denne hans egen sjælsstyrke og hans kærlighed til sin guddommelige Fader hurtigt overvandt mørket, og at en lysende engel viste sig for ham. Det var i denne stund, at den mest ophøjede, den reneste og den mest ydmyge af alle bønner første gang fødtes på et menneskes læber. Med ordene: "Herre, ske ikke min, men din guddommelige vilje!" afsluttedes denne krise, der i hele sit forløb er den mest fuldkomne model på åndens sejr over materien, historien nogen sinde har åbenbaret.
      Fra det øjeblik denne bøn var fuldbyrdet, var lidelsen og mørket ikke længere noget problem for Jesus. Med vældig sjælsstyrke gik han igennem korsfæstelse og død, og i stedet for, som mange den gang troede, at afslutte sit liv, påbegyndte han det i den stund først for alvor. Med hvilken jubel er hans livshistorie ikke siden da gået hen over verden. Uophørligt har hans ånd virket iblandt os. Hans ord har været åndeligt brød for utalte millioner, og der findes næppe en time på døgnet, hvor hans navn ikke er på utalliges læber.
      Men hans ord har større dybder, end de fleste endnu forstår. Ved sin væremåde sigtede han ikke imod at blive en guddom for menneskene, et væsen ingen evnede at efterligne. Tværtimod brændte hans sjæl efter at forkynde mennesket, at væremåden – gerningen – var vigtigere end alverdens skønne ord. "Der kommer ingen til Faderen uden ved mig", simple ord, som er udlagt i det uendelige, og som dog blot siger: "Der kommer ingen til min guddommelige Fader uden ved min væremåde. Jeg er modellen på det "Guds billede", i hvilket mennesket skal skabes!"
      Ved sin egen væremåde fuldbyrdede han i Getsemane Have det åndelige fundament, der aldrig skal forgå. Kun den, der her følger ham, vil urokkeligt kunne være forbundet med almagten – for alle andre vil der vente et nyt Getsemane forude. Livsmålet for ethvert levende væsen såvel som for ethvert samfund, enhver nation, race eller folk vil derfor være dette, at overvinde ethvert truende Getsemane og derigennem urokkeligt være forenet med den altoverstrålende guddommelige vilje. Der hvor dette sker, vil "himmeriges rige" uundgåeligt være inden i det enkelte menneske såvel som i nationen.