Ud af mørket
Artiklen: Ud af mørket
Ud af mørket
1. KAPITEL
Pinsen er Guds ånds udfoldelse i naturen
Tusinder af mennesker er på pinseferie i naturen.
Forudsætningen for, at denne ferie, dette ophold i den dejlige frie natur skal blive helt vellykket eller helt det, som alle de mange mennesker har drømt om, er denne, at der må være strålende solskin og den heraf følgende varme.
Pinsen indtræder jo på en årstid, hvor hele naturen efter sin vinterdvale er vågnet til liv.
Alt står ved pinsetid i sin skønneste udfoldelse og naturlige pragt.
Overalt er der vidunderlige dufte, overalt er der en overdådig farvepragt, overalt er der også dejlige lyde.
Tusinder af små sangfugle jubler imod himlen.
Nattemørket har endog forladt vore breddegrader, så hele døgnet er et sandt orgie af velvære og liv.
Gud er således ved pinsetid i færd med at lade det virkelige livs domæne lyse helt ind i den materielle, fysiske verden.
Hvert eneste blad, hver eneste gren, hver eneste blomst, hvert eneste insekt, hvert eneste levende væsen er i øjeblikket omgivet af den hellige ånd, hvilket vil sige den guddommelige Faders bevidsthed, vilje og tanke i sommer- eller lysudfoldelse.
Der forekommer intet som helst sted i den levende natur, hvor den guddommelige vilje for den, der kan se, ikke er synligt til stede.
Overalt mærkes denne guddommelige viljes og ånds nærværelse i form af de levende væseners glæde over sommeren og den heraf følgende livslyst, forplantningstendens og legemlige velvære.