Hvordan kan et virkelig sandt kristent præsteskab, der påberåber sig at være Kristi tjenere og forkyndere af hans lære, være nationalpræget? Sand kristendom kan hverken være tysk, fransk, engelsk eller russisk. Kristendom er en sand leveregel for det udviklede menneske, ganske uafhængigt af, hvor på kloden eller i hvilket land det så end måtte være født, og hvilken race det tilhører. Men når et lands præsteskab indvier eller velsigner soldater til at myrde og ødelægge et andet lands soldater, er dette præsteskab jo himmelråbende langt borte fra forståelsen af, hvem der er deres "næste", rent bortset fra den kendsgerning, at de ikke har nogen som helst lovhjemmel til i Jesu navn at indvi og velsigne folk til at overtræde det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Kristendommens udøvere, præster eller autoriteter verden over burde for længst have været en mental eller åndelig stat, i hvilken de andre stater eksisterede. Kristendommen og dens præsteskab burde være alle ulykkeliges og besværedes fristed ganske uafhængig af nationalitet, politik og verdensanskuelse. Kristendommen er i sig selv højt hævet over primitive sympatier og antipatier. Den er i sin grundnatur fra verdensgenløserens mund og væremåde næstekærlighed i renkultur.