De væsener, der har mindst del i hele denne, en højere verdens udfoldelse igennem livet på jorden, er menneskene. De befinder sig kosmisk set i dødens zone eller sfære, altså i den sfære, hvor hele det kosmiske liv, Guds bevidsthed og væsenernes identitet med Gud og evigheden er blevet noget, der er ganske totalt uforståeligt, ja, så utroligt, at man ligefrem latterliggør alt, hvad der vedrører vejen fremad til menneskenes tabte paradis. Nej, her sværger man ikke til en sådan tåbelighed. Her er man rigtignok i stand til at skabe et anderledes strålende liv. Vi kan veje sol og måne, vi kan se ind i universets makrokosmos og mikrokosmos ved hjælp af optiske apparater. Vi kan styre millioner af naturens hestekræfter. Vi har gjort os selv til elementernes herre. Hvad skal vi med en gud eller et forsyn? Er det ikke denne tåbelige eller kosmiske bevidstløse livsindstilling, der behersker mange af videnskabens repræsentanter? Og er det ikke den samme naivitet, de store materialistiske diktatorer i god tro docerer? Og hvor mange af alle de mennesker, der for længst har forladt den autoriserede religions domæne, har nogen tiltro til bønnens kraft? Og hvad er resultatet? Er det ikke således, at væsenerne midt i den materialistiske herlighed, viden og kunnen er fængslede væsener? De er bastet og bundet i et særligt slaveri. De er så langt fra at være virkeligt lykkelige som vel muligt. Hvilke af jordens øvrige animalske væsener, rent bortset fra de dyr, som menneskene ligeledes i deres kosmiske uforstand har fængslet i zoologiske haver, menagerier og andre erhverv, er så bundne som de jordiske mennesker? Skal ikke millioner af mennesker hver morgen møde til et eller andet klokkeslæt på et kontor, en fabrik eller anden arbejdsplads og være der i så og så mange timer? Gælder ikke denne parole lige så godt for de overordnede som for de underordnede funktionærer?