En frihed, der kun kan erholdes som en ved magt opnået erobring fra andre væsener, kan ikke være nogen retmæssig ejendom, for så vidt man vil erkendes som et virkeligt kristent menneske. Et menneske kan ikke være et væsen, der fuldstændig baserer sin tilværelse på dyrets love, dyrets livsprincipper eller den dyriske grundlov: "Enhver er sig selv nærmest". Lige så guddommelig og livsbetingende denne lov er inden for de uintellektuelle eller instinktvæsenernes domæne, lige så skrigende umulig og frihedsberøvende og dermed livsødelæggende er denne tilværelsesform inden for den virkelige menneskelige tilværelseszone. Det virkelige kristne menneske er ikke kommet til verden for at lade sig tjene, men for at tjene. Derfor må den jordmenneskelige tilværelsessfære vedblivende være en jungle, være et dyrisk område, så længe magtprincippet, den stærkeres ret, er den herskende faktor i kulturen og ikke blot opdeler jordmenneskeheden i adskilte stater, der kun udgør indre krigsfronter over for hverandre, men gør denne statens indbyrdes befolkning til to krigsfronter. Men det er jo ikke blot den indre krigsfront, hvor der aldrig er fred, jordmenneskeheden befinder sig i. De enkelte nationer eller stater er således ikke alene i krig med sig selv, men befinder sig også mere eller mindre fremtrædende som en krigsfront udadtil i sit forhold til de dem omgivende nationer eller stater. Her er der i virkeligheden heller aldrig absolut fred, men kun en i heldigste tilfælde mere eller mindre tvivlsom våbenstilstand.