Reinkarnationsprincippet
Artiklen: Universets mælkeveje
Universets mælkeveje
1. KAPITEL
Det fysiske verdensrum
Hvad kender vi til den umådelige stjernehimmel, vi i skyfri nætter ser hvælve sig over vore hoveder? Den materialistiske videnskab er nået frem til at vise os, at denne himmel overgår alt, hvad man kan beregne i størrelse, afstand, tid og rum. Videnskaben kan ikke bruge almindelige daglige udtryk, når der er tale om himmelrummets afstandsforhold. De er så gigantiske, at man har måttet skabe en ny måleenhed for at tænke i disse perspektiver, en enhed, man har givet navnet "lysår".
      Man er således i stand til at måle afstanden til fjerne sol- og mælkevejssystemer, som man kan iagttage i kikkerter og teleskoper, og som ligger hundrede tusinder af gange længere borte fra jorden end det rum, som lyset med en fart af 300.000 km i sekundet gennemfarer på et år. Men dette vil i virkeligheden sige, at jo længere vi forsøger at se ud i universet, desto mere ser vi ind i fortiden. Når vi ved hjælp af optiske apparater ser stjernebilleder eller mælkeveje flere hundrede tusinde lysår ude i verdensrummet, ser vi ikke disse, som de er i dag, men som de var for flere hundrede tusinde år siden. At disse stjernebilleder og mælkevejssystemer er voldsomme ildoceaner og glødende sole af forskellige varmegrader giver ikke nogen egentlig løsning på den gåde eller den mystik, de for det almindelige menneske er indhyllet i.
      Den fysiske videnskab gør et stort og uvurderligt arbejde med at veje og måle og bedømme hastigheder, men verdensaltets gåde kan ikke løses udelukkende gennem disse metoder. De giver perspektiver for tanken at kunne arbejde i, men tanken må inden for dette forskningsområde, som overalt i livet, finde frem til livsytringsfacitter og ikke blot til mål- og vægtfacitter.