Reinkarnationsprincippet
Artiklen: Gennem verdensaltets tomrum
11. KAPITEL
Jordkloden er en levende organisme, vi ikke kan forlade i fysisk tilstand
I henhold til foranstående lille strejflys over verdensaltets tomrum vil man se, at dette i sig selv ikke er og vil aldrig i nogen situation kunne blive skuepladsen for fysisk liv og tilværelse på anden måde end igennem princippet: den organiske fødsel og død. I kraft af dette princip indgår vi til den fysiske verden fra den åndelige verden. Og i kraft af samme princip vender vi atter tilbage til den åndelige verden. Når vi har kunnet fødes til den fysiske verden, er det kun i kraft af, at der i forvejen eksisterede en sådan verden. Men en fysisk verden kan ikke eksistere og give livsmuligheder for diskarnerede væsener uden at være en levende organisme. En sådan organisme er jordkloden. Inden for dens særlige struktur forekommer de særlige livsmuligheder, på hvilke vort daglige fysiske liv er baseret. I samme grad som vi eventuelt forlader jordklodens fysiske område, kommer vi ind i verdensaltets tomrum, hvor vi ingen som helst mulighed har for at opretholde vor fysiske tilværelse. At komme ud i verdensaltets tomrum er det samme som at komme ud i forhold, hvor vor fysiske organisme ophører med at være et redskab for livets oplevelse, idet de fysiske dimensioner, den er bygget til at skulle overvinde, ikke mere eksisterer. Hvor der ikke er luft, kan lungerne ikke fungere. Hvor der ikke er lys, kan synet ikke fungere. Hvor der ikke er lyd, kan hørelsen ikke fungere, ligesom talens brug også bliver en umulighed. Men hertil kommer endvidere, at den tyngdekraft, der ellers holder os på plads, heller ikke eksisterer, og dermed træder vort ligevægtscenter ud af funktion. Der eksisterer ikke mere noget "op" eller "ned" for os. Og dermed er vor orienteringsevne sat ud af funktion. Desuden måtte vort befordringsmiddel kunne præstere en fart, der mindst svarer til lysets hastighed, hvis ikke denne gigantiske rumrejse skulle komme til at kollidere med vor i forhold hertil fremtrædende døgnfluetilværelse.
      Efter dette turde det måske være forståeligt, at fysiske rumskibsrejsende aldrig vil nå levende frem til det fjerne mål i verdensrummet, som de har sat sig. Hvis deres befordringsmiddel uskadt kan nå bestemmelsesstedet, hvilket sandsynligvis ikke er uden for mulighedens grænse, da vil rumskibet på den fjerne verden kun komme til at udgøre en grav, i hvilken dets passagerer er bisat. Rumskibsrejsen bliver således kun en bisættelse af selvmordere. Verdensaltets tomrum er ånd og kan derfor kun befærdes af åndelige væsener.
Næste