Livets skæbnespil
Artiklen: "Dyrets billede" og "Guds billede"
8. KAPITEL
Det er ikke en livsbetingelse for mennesket at spise andre animalske væseners kød, ligesom det heller ikke er en livsbetingelse at klæde sig i animalske pelse og derved blive årsag til drab på dyr
Det er absolut ikke nogen livsbetingelse for menneskene at skulle spise animalsk føde, tværtimod. Jo mere udviklet et menneske bliver, desto mere usund og sygdomsbefordrende bliver denne føde for dette væsen. Ligeledes er det absolut heller ikke nogen som helst livsbetingelse at skulle gå med animalske pelse, eftersom man kan skabe vegetabilske pelse og klædninger, der er mindst lige så smukke og kan gøre den samme nytte. Hvorfor klæde sig "dyrisk", når adgang til at klæde sig "menneskeligt" er blevet så let tilgængelig? Hvorfor prale med dyriske tendenser, når menneskelige tendenser er lige for døren?
      Hvorfor vise sig i et "hedensk" anstrøg, når man alligevel går under navnet "kristen"? Hvorfor således i sin væremåde skabe handlinger, der er med til at sabotere ens fremtidige skæbne? Har menneskene ikke i tusinder af år lært eller fået forkyndt den evige sandhed: "Det et menneske sår, skal det høste"?