At denne tilstand ikke kan være Guddommens slutfacit med menneskets skabelse eller udvikling er selvfølgeligt. Vi ser da også, at den videre udvikling af mennesket går i retning af intelligens. Denne evne er en virkelig menneskelig evne og kommer da også i stor udstrækning som en afløser af instinktevnen. Med denne evne er væsenerne blevet i stand til at beherske et stort område af naturens kræfter, som de kan udnytte og lade arbejde for sig. Med denne intelligens har menneskene tilegnet sig en kolossal viden om materien, der på mange felter er blevet til vidunderlige goder for menneskene. De kan frembringe mangfoldige ting på maskiner, som de tidligere møjsommeligt måtte lave med hænderne. De kan foretage lange rejser på en lille brøkdel af den tid, de tidligere skulle have for at foretage de samme rejser. Vi behøver vist ikke her at komme nærmere ind på alle disse goder, idet de er særdeles velkendte og blevet almengældende.