De talentkerner i jordmenneskets åndelige struktur, som befordrer en mørk skæbne, er ikke nogen ny foreteelse i dets bevidsthed. Tværtimod, de er dannet gennem de umådeligt lange tidsrum, hvor de jordiske mennesker endnu befandt sig på dyrestadier og gennem disse udviklingstrin efterhånden forvandledes til primitive og derefter til civiliserede mennesker. Men det, vi kalder civilisation og kultur, er endnu kun som en slags fernis, der dækker over dyrerigets junglementalitet.
      Det jordiske menneskes verden er en intellektualiseret jungle, og den begyndende menneskelige følelse og intelligens, som danner fernis over jordmenneskets dyriske natur, har endnu ikke styrke til at binde de eksplosive kræfter. Mange inkarnationers erfaringer har dog bevirket, at en del af den jordiske menneskehed er kommet frem til udviklingsstadier, hvor de kun i mindre grad udløser forkerte handlinger. Nogle er endda nået dertil, at de er blevet direkte interesseret i deres egen videre udvikling og mere eller mindre bevidst begynder at søge at studere og tænke over livets problemer både i religiøs og videnskabelig belysning.
      Adskillige begynder at forstå reinkarnationsprincippet og den store udviklingsproces, de befinder sig midt i, de ønsker at opnå indvielse og blive rigtige mennesker. Alt det er jo ganske storartet og naturligt. Men i en sådan situation kan det jordiske menneske i misforstået fanatisme, eller i en alt for ensidig følelses- eller intelligensbetonet tilstand ofte skabe store vanskeligheder for sig selv og andre. Det er derfor af stor betydning, at den søgende åndsforsker får mulighed for at kende de »tærskelens vogtere«, som må overvindes i hans egen bevidsthed, inden den af ham længselsfuldt ønskede tilstand som et indviet væsen kan opnås.