Men det menneske, der på kunstig vis søger at opnå en sådan indvielse, mener jo netop, at det må kunne lykkes, og han er opfyldt af begæret efter for enhver pris at få den. De endnu til en vis grad dominerende ufærdige sider ved hans bevidsthed tænker han slet ikke på at lægge af, han lægger ikke engang mærke til dem.
      Et sådant glødende begær efter at opnå den store fødsel er i virkeligheden et udslag af forfængelighed og alt for store tanker om sin egen åndelige position. Det menneske, der ikke kender sin umodne tilstand, ved heller ikke, hvor farligt det er at bringe denne tilstand i berøring med de højere kosmiske energier eller kræfter. Det er en »højspændingstilstand«, og hvis ikke de rette menneskelige kvalifikationer er til stede i bevidstheden kan den medføre de forfærdeligste former for »kortslutning« og »brand« i bevidstheden. Den store fødsel er ikke noget, man kan jage efter, ligesom man kan jage efter et embede eller en ordensdekoration.
      »Tærskelens vogtere« viser sig altså på den måde, at de væsener, som på kunstig vis uden den nødvendige moralske udvikling som fundament søger at overskride tærskelen til den højere bevidsthedstilstand, kan vise bitterhed og vrede mod andre religiøse mennesker, som måske har større succes end de selv på det religiøse område. De kan endda vise tendens til at ville forfølge de mennesker, som har haft virkelige kosmiske glimt eller opnået den permanente kosmiske bevidsthed.
      Naturligvis er den karma, væsenerne skaber for sig selv gennem en sådan livsudfoldelse, ikke lys og strålende, den bliver tværtimod mørk og fuld af lidelser. Men disse lidelser er det, der efterhånden vil udvikle den menneskelige medfølelse, næstekærlighed og ydmyghed over for livet, og som fjerner »tærskelens vogtere«. Da vil væsenet for længst have taget afstand fra alle kunstige forsøg på at opnå indvielse, og det vil da være den virkelige indvielse nærmere end nogen sinde før.