Påske
7. kapitel
Et "gudemenneske" drejer jordens åndelige kurs mod lyset og kærligheden
Efter således at have overværet den store gudstjeneste på Zion, dette altomfattende verdensdrama, i hvilket modellen til skabelsen af det fuldkomne menneske, planen til jordens kommende historie blev forevist for to årtusinders generationers forundrede blikke, vil vi nu i erindringen tilbagekalde os de nærmere detaljer i de store ting, således at disse kan komme til at stå os mere klart i bevidstheden.
      I den overjordiske gudstjenestes første begyndende lysskær ser vi et lille barn vokse op i fattige omgivelser, men med et enestående intimt forhold til sin himmelske Fader og med en så intens modtagelighed for den hellige ånds natur og kraft, at han ved sin manddoms indtræden af sine omgivelser begyndte at føles som en varmende kilde, hvis "levende vand" rensede for "spedalskhed", en strålende sol, hvis lys trængte gennem "blinde" øjne, et stimulerende kærlighedsophav, der levede i glæden over at "forlade synder", tilgive sine medmennesker, en åbenbaring af en så altgennemtrængende nærhedsfølelse af Gud, at "onde ånder", slette tendenser "uddrives", mørket må vige, ulykkelige genvinder deres førlighed, en så overjordisk guddommelig vilje, at den "stiller stormen" på de menneskelige lidenskabers store tankeocean, fremkalder stilheden, og gennem et fredens vidunderlige havblik føres "båden", jorden, kulturen med kærlighedens trofaste disciple over i lysets store, frelsende havn, et væsen, der ligesom Faderen var dus med alle, rige og fattige, store og små, onde og gode, havde omgang med "syndere" og "toldere", mødte sig selv eller så Gud i alle levende væsener.
      Men denne strålende væremåde var endnu ikke den store gudstjenestes kulmination, den var kun staffage om den egentlige kerne i det underfulde, der skulle ske. Den var kun den friske søluft, der uundgåeligt mærkes i havets nærhed, og var da heller ikke stærk nok til at ville være trængt igennem den blæksorte atmosfære af barbari og hævnmoralitet, den da gængse opfattelse af storhed, af majestæt, af guddommelighed. Stemplet som en gal eller sindssyg mand ville Nazaræeren uigenkaldelig være gået over i glemselens store grav. Hans væremåde vilde umuligt være nået ud til århundredernes fjerne generationer, hvis ikke den hellige ånd i en endnu stærkere grad var blevet manifesteret igennem ham. Men selv om den her nævnte del af hans væremåde ikke var stærk nok til at trænge igennem, var den stærk nok til at skabe en så fremtrædende reaktion, at samme reaktion kunne blive en så altgennemtrængende mørk baggrund, at den store gudstjeneste med den som kontrast kunne blive så skarpt aftegnet i sine detaljer, at disse i årtusinders afstand kunne opfattes eller læses med strålende klarhed af millioner af mennesker. Ja, den dag i dag har dens udløste evige ord jo forlængst overfløjet kontinenterne, vibreret fra pol til pol.
      På denne mørke baggrund ser vi det lysende gudemenneskes bevidsthed blive skarpt og strålende aftegnet i alle sine forskellige afskygninger. Det jordiske menneske kan her studere modellen til sin kommende forklarelse, til sin kommende væren "ét med Faderen". Et tilbageblik mod Golgatas kors åbenbarer "vejen, sandheden og livet". Her bliver man vidne til den eneste væremåde overfor lidelsen, der kan afføde "opstandelsen" fra dyr til menneske.
      Enhver tænkelig grad af lidelse, som det jordiske menneske mere eller mindre i det daglige liv kommer ud for, ser vi her på Golgata fremtrædende i raffineret koncentration. Den mest udsøgte udløsning af menneskelig misforståelse, misundelse, ringeagt, bagtalelse, hævn, hån og spot kulminerer i en tornekronet nøgen mands fastspigring til et trækors højt over den ubarmhjertige hobs hoveder. I sine hænders og fødders fastsømning til korset bliver enhver nok så lille bevægelse til en yderligere opflænsning af hans kød og nerver, bliver til umådelige lidelser. Fra hans feberhede legeme perler sveden frem. Ude af stand til at forhindre afløbet af bloddråberne fra tornekronen får nogle af disse passage ned i den korsfæstedes øjne. Og gennem sit eget blod ser Verdensgenløseren i nogle sekunder det sidste billede af sine bødler. Gennem dette røde panorama fornemmer han sine kærlighedshandlinger, sin kamp for sandheden vurderet og ligestillet med røveres og morderes manifestationer. Gennem den brændende ild i hans årer, gennem en nagende tørst hvisker hans tørre tunge: "Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig". Og se! Da udløstes en højere kontakt mellem den himmelske Fader og den udvalgte søn. Den hellige ånd begyndte at sitre gennem det hårdt belastede, men forfinede nervesystem. Det røde billede opløstes, og gennem en guddommelig klarhed ser han nu sine bødler som åndeligt uerfarne yngre brødre. Og i en sidste stor kærlighedsbølge gennem det udmattede og lemlæstede legeme tager han dem til sit hjerte. Men i samme øjeblik rystedes kontinentet i sin grundvold, solen formørkedes, jorden revnede, og lynet slog ned i selve templet, frigjorde afspærringen til det allerhelligste. En dødelig angst udbredte sig blandt den før så selvsikre og ubarmhjertige morderhob, og skælvende krøb mange til korset. Men ud over mængden, gennem mørket funklede Guds ånds hellige, usynlige stråler. Fra menneskesønnens læber sitrede det gennem verdensrummet: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Men med dette overjordiske lysvæld drejedes jordens åndelige kurs ind i en ny fase. Et kærlighedens evangelium, en kærlighedens Gud kom til syne der, hvor man før troede vreden, hævnen og straffen havde til huse. Et inderligt forhold mellem et væsen i kød og blod og verdensaltets ophav var demonstreret. Den jordiske menneskehed havde fået bud fra sin evige Fader. Men Guds sendebud vendte sit blik mod himlen. Gennem en sagte brises kølighed mod sit hede legeme udfriedes den guddommelige martyr fra sine sidste lidelser, og den evige sætning, "det er fuldbragt", vibrerede som en ny lysglorie ud over verden.
      I sin allersidste kraftanstrengelse åbnede den tornekronede gudesøn endnu engang sine trætte øjne for at se den elskede menneskehed ved korsets fod. Og med dette billede i sit bristende blik forlod Guds udsending den fysiske verden. Gennem de blege læbers sidste hendøende vibrationer: "Fader i dine hænder befaler jeg min ånd", fik man angivet, at gudesønnens kurs nu var mod lysets riger. Men korset var blevet lysets symbol for alle tider.