Hinsides dødsfrygten
Artiklen: Det psykiske tempel
3. kapitel
"Det allerhelligste"
Hævet over de to her beskrevne psykiske eller mentale områder findes der et tredje: det allerhelligste, om hvilket det hedder, at her må kun "ypperstepræsterne" komme. "Ypperstepræsten" er identisk med mennesket, der er så ren af hjertet, så forenet med Guddommen og i så dyb kontakt med de guddommelige bevidsthedslag og vibrationer, at han uden livsfare kan gå ind i "det allerhelligste". Hans mentale tilstand repræsenterer således højdepunktet i den jordmenneskelige åndelige udvikling. Han er det færdige menneske eller "mennesket i Guds billede". Han oplever den absolutte sandhed ved hjælp af sine egne sanser og er derved blevet "ét med vejen, sandheden og livet". Han har kosmisk klarsyn og sanser derfor ud over tiden og rummet og oplever sig selv som identisk med selve evigheden. For ham er "én dag som tusinde år, og tusinde år som én dag". Han kan ikke suggereres til at tro på nogen eller noget. Han ser og oplever i alt og over alt den sande virkelighed. Men han kan lige så lidt suggerere eller binde andre og dermed gøre dem til tilhængere eller dyrkere af ham selv. Han ved, at den, der binder, selv vil blive bundet. Derfor ønsker han kun ét: at frigøre enhver for snærende, mentale og fysiske skæbnebånd. Han udtrykker ved sit væsen den totale kærlighed, forståelse og tilgivelse af alt og alle. Og da hans højeste mission og lykke er at frigøre, udgør han selv kulminationen af frigørelse. Han er den absolut suveræne. Han lever sammen med Guddommen ved dag og ved nat. Han ser i verdensaltet Guddommens vældige organisme eller tilkendegivelsesmiddel. Han ser i sin næste de sanseorganer, igennem hvilke han i særlig høj grad oplever Gud, og igennem hvilke Gud oplever ham, ligesom han igennem den samme næste kan erkende eller aflæse sit eget forhold til det guddommelige jeg, den evige Fader, som han erkender ved begrebet "Du, som er i himlene". Dette inderlige, harmoniske og levende forhold imellem "ypperstepræsten" og Guddommen, mellem det fuldkomne menneske og den guddommelige Fader, udtrykker den psykiske sfære, vi i tempelstrukturen lærer at kende under navnet "det allerhelligste". Et sådant menneske, en sådan ypperstepræst er et indviet menneske, det er en Buddha, en Kristus eller et kosmisk bevidst menneske. Og ethvert menneske, der i sit liv oplever at møde denne tilstand eller overskygges af dens kræfter, der er identisk med dem, der i Bibelen har fået navnet "den hellige ånd", har i virkeligheden "fuldendt løbet og nået målet". Et sådant menneske har ikke mere nogen virkelig sorg eller bekymring. Det ser i alt og over alt den guddommelige vilje, mening og hensigt med livet og oplever som indre, urokkelig kendsgerning al videns og videnskabs absolutte grundfacit, nemlig dette, at alt er såre godt. Det lever derfor i den største tryghed og vil i alle sit eget livs situationer kun ønske ét: at Guddommens vilje må ske. Et sådant menneskes væremåde vil i alt være det guddommelige lys, der upartisk stråler om kap med sol og stjerner. Ved sin upartiskhed, sin indre, urokkelige harmoni og ligevægt og ved sin oprigtige ydmyghed udgør det ved hele sin væremåde levendegørelsen af "mennesket i Guds billede, efter hans lignelse!"
 
Manuskript til foredrag bearbejdet af Erik Gerner Larsson. Bearbejdelsen er godkendt af Martinus.