For det store flertal af menneskeheden står døden, hvilket vil sige: jegets udskillelse fra det fysiske legeme, som det største objekt for frygt. Denne dødsfrygt er næsten som en flod, der har sine udspring igennem mange kilder, bække og åer. Der er vel intet, der knyttes større overtroiske forestillinger til end netop denne i virkeligheden ganske naturlige lysets proces. Dødsfrygten er til stede i ethvert uindviet menneskes bryst. Forældre er bange, døden skal ramme deres syge barn, og barnet er bange, døden skal ramme dets syge forældre. Dødsfrygten lægger sin kolde og klamme skygge over det unge ægteskab, når en af parterne har feber og ikke befinder sig vel. Den er en sorgens tunge byrde for enhver elskelig fader og moder, der må sende deres søn til krigsfronten, ligesom den skaber rædsel og panik hos mange af de unge soldater på den samme front, hvad enten denne er til lands, til vands eller i luften. Overalt i den daglige fysiske tilværelse er den i større eller mindre grad en livets solformørkelse. Den får sin stadige næring fra små og store kilder, der tilsammen for den samlede jordiske menneskehed af i dag udløser en sorgens og dermed en bekymringens og sygdommens giftige flod, der langsomt og sikkert flyder igennem hele den jordmenneskelige mentale sfære og formørker den normale eller naturlige livsglæde.