I henhold til foranstående er det ikke så mærkeligt, at krigsfrygten eller dødsfrygten ikke er blevet mindre med den materielle udvikling. Menneskenes materialistiske viden og kunnen har ikke i mindste måde formået at få frygten til at aftage, men har derimod mange gange fordoblet den. Da frygten underminerer tanken, og tankens energi er blodets magnetisme eller livskraft, har man med den vældige udvidelse af frygten i sindet undermineret menneskenes normale livskraft og gjort dem usunde og dermed syge, rent bortset fra de psykiske forvirringer og hæmninger og de heraf følgende dårlige nerver og mentale sammenbrud, som martrer væsenerne. Det gør ikke sagen bedre, at man belemrer disse syge eller defekte organismer med alskens stimulanser, fylder lungerne med giftige dunstarter i form af tobaksrøg, fylder maven med alkoholindholdige stoffer eller andre for den normale livsoplevelse ødelæggende materier, så væsenerne alene af denne grund fremtræder som unormale væsener. Væsener, der har gjort det til vane hver dag at skulle indånde giftige dunstarter, samt spise og drikke andre for livsoplevelsesevnen direkte nedbrydende eller ødelæggende stoffer, kan kun være at betragte som sabotører af deres eget velvære. De vil derfor mere eller mindre henhøre under kategorien "selvmordere". Men at myrde sig selv er ikke livets mening. Og hvad der ikke er livets mening, kan kun være abnormt. At denne abnormitet repræsenteres af en meget stor gruppe væsener, ja måske endog hist og her af et flertal, kan ikke ændre abnormiteten til normalitet. Men en opfattelse, der repræsenteres af et flertal, er en overordentlig suggererende magt, ligegyldigt om den er abnorm eller normal. Det er på denne suggererende magt, at alt, hvad der hedder "mode", "skik og brug", ja endog både religion og politik samt "den offentlige mening" er baseret. Denne flokkens mening eller massesuggestion kan endog være så stærk, at den totalt lammer fornuften, så væsenerne umuligt kan opfatte deres egen abnormitet der, hvor en sådan forekommer. Det er ikke nogen ukendt foreteelse, at det normale væsen midt i en gruppe abnorme væsener af denne flok bliver betragtet som et abnormt væsen, som en "særling". Tænk, hvor underminerende og livsfarlig for al normal opdragelse, kulturskabelse, befordring af sundhed og velvære en sådan flertalsabnormitet må være. Skønt menneskene er så sjæleligt og legemligt medtaget, at næsten ingen dør af alderdom, og skønt hospitalsbyggeri både for sind og krop og den hertil hørende lægeuddannelse ikke nær kan følge trop med sygdoms- og lidelsesudbredelsen, har disse levende, uomstødelige kendsgerninger endnu ikke formået at bringe flokken eller flertallet til fornuftens brug eller til det klarsyn, i hvilket de kan se det abnorme i deres livsopfattelse. Hvordan skal frygten forsvinde og dermed den tryghed, der er en varig freds virkelige fundament, opstå der, hvor en afsporet livsopfattelses flertalssuggestion bringer flokken til i blind iver at mangfoldiggøre en rendyrkelse af årsager, hvis virkninger er en for dem selv uovervindelig, dødbringende ødelæggelse af det normale velvære, de i deres inderste sjæl hungrer efter og ikke kan leve foruden? Er det ikke et mareridt? Men i ethvert mareridt eksisterer dødsfrygten i renkultur. Det er ikke så sært, at jordmennesket er bange. Den fortabte søn er borte fra sin Fader.