At den rige og den fattige med denne deres hver for sig livsunderminerende skæbne: den riges overdrevne og kvælende begærtilfredsstillelse og den fattiges kvælende mangel på de livsvigtige begærs tilfredsstillelse, ikke i første instans skaber tid til og interesse for at elske sin næste, er selvfølgeligt. Men en daglig tilværelse i mangel på sympati eller kærlighed til omgivelserne, til næsten, er et liv i ukærlighed, krig og forfølgelse. Men krig, ukærlighed og forfølgelse er ikke lægedom imod frygt, men er selve frygtens eget udspring eller kildevæld. Her fra denne skummende dødskilde udsendes de underminerende, giftige dunster, der som en usynlig virus forgifter alle sind og berøver alle glæden ved at være til samtidig med, at den endog sender sine dunster ind i tankerne om døden og også her skaber panik, frygt og rædsel. Dette at frygte livet og samtidig leve i rædsel for døden er intet mindre end helvede i renkultur. Hvor skal dette væsen gøre af sig selv? Er vi ikke her ved kulminationen af eftervirkningerne af Adams og Evas syndefald? Er denne frygt, denne mentale hjælpeløshed ikke det samme som fornemmelsen af at være "nøgne"? Hvem kan hjælpe den nødstedte Adam og Eva, hvilket vil sige: det jordiske, uindviede menneske eller Bibelens "fortabte søn", ud af denne livs- og dødsfrygtens kulminationssfære eller helvede? Hvad kan overbevise den formørkede gudesøn om årsagen til hans skæbne og derved føre ham tilbage til lyset, lykken eller paradiset?