Hinsides dødsfrygten
Artiklen: Hinsides dødsfrygten
4. kapitel
I det levende væsen er der en organisk forbindelse med et forsyn
Ja, er det ikke her, at livet i kraft af sin egen kærlighedsstruktur træder til som den evige redning? Selv i det dybeste mørke eksisterer drømmen om en højere tilværelse, en bedre verden. Erindringen om den evige Fader og et liv i himlen eller en lysets sfære kan aldrig helt udslettes eller dø. Den kan tabes af syne for en kortere eller længere tid ad gangen, men kan aldrig nogen sinde helt ophøre. Den bor ganske vist så dybt i det materialistiske væsens indre mentale struktur, at den her kun lejlighedsvis eller i situationer, hvor alle andre udveje eller håb er bristet, kan komme frem i væsenets vågne, fysiske dagsbevidsthed som et svagt instinkt eller som en anelse. Denne anelse lader en lille svag håbets flamme eller kerte lyse ind i den vågne dagsbevidsthed. Alle væsener i ulykke håber derfor normalt på lykke, alle væsener i helvede håber på et himmerige. Det er dette instinkt, der allerede hos dyret fremkalder dets dødsskrig, når det er i livsfare. Det er dyrets ubevidste henvendelse til et ukendt forsyn. Og det er dette skrig, der hos det troende menneske bliver til bevidst bøn til Forsynet eller Guddommen. Bag denne udløsning af energi eller kraft ligger der altså en i væsenet medfødt evne til mere eller mindre bevidst og automatisk at hidkalde et forsyns opmærksomhed i en given faresituation. Dette instinkt er altså noget organisk og kan derfor ikke være noget, der er opfundet af mennesker. Kun menneskenes opfattelse og mening om dette i væsenet forekommende instinkt kan være mere eller mindre usand og præget af en afsporet fantasi og er derfor i tilsvarende grad uacceptabel af intellektuelle mennesker. Men at fornægte det levende væsens instinktudløsning imod Forsynet er altså det samme som at fornægte kendsgerningen og derfor naturstridigt. I det levende væsens dybeste indre er der altså en organisk forbindelse med et forsyn. Denne forbindelse kan hos dyret og det meget primitive menneske kun give sig udslag i dets dødsskrig. Hos det udviklede eller indviede menneske er denne organiske funktion blevet til en levende dagsbevidst korrespondance med Forsynet eller Guddommen. Men jordens mennesker udgør ikke et flertal af indviede væsener. Hvis det var tilfældet, ville dens menneskesfære funkle og stråle i et væld af et højintellektuelt næstekærlighedens lys, der for jordmennesker af i dag kun eksisterer som overjordisk eller som det rige, der ikke er af denne verden. Men jordens mennesker udgør derimod et ocean af uindviede, og indenfor hvilket ocean antallet af indviede væsener kun er at udtrykke som nogle enkelte få dråber. Disse indviede har dog igennem verdensgenløsningen med deres væsen gennemsyret den jordmenneskelige mentalitet så meget, at en varig fred, en højere etisk og moralsk kultur, en skønnere form for tilværelse eller samliv med medvæsenerne er de fundamentale objekter for alle kulturmenneskers håb og længsler eller fremtidsdrømme.