Hinsides dødsfrygten
Artiklen: Hinsides dødsfrygten
9. kapitel
Menneskene kæmper vildt imod frygtobjekternes virkninger, men lader deres årsag urørt og må derfor stadigt leve i kamp eller krig
Som vi har set, er menneskenes kamp imod alt det, de frygter, i virkeligheden kun en kamp imod frygtobjekternes virkninger, ikke imod deres årsager. De forskellige folk eller stater konkurrerer i skabelsen af militære oprustninger med mere og mere effektive, geniale mordvåben og ødelæggelsesmetoder og tror dermed at kunne bekæmpe krigen. De når således i gunstigste tilfælde kun at kunne bekæmpe nogle af krigens virkninger, ikke dens årsag. Så længe krigens årsag eksisterer urørt, vil den blive ved med at skabe virkninger, som menneskene nødvendigvis må beskytte sig imod. De søger da at bekæmpe disse med virkninger af samme slags, altså med en ny krig. Og dermed er en permanent krig således det eneste absolut sikre resultat. De stabiliserer dermed i virkeligheden den dødsfrygt og den deraf følgende krig, som de ville bekæmpe. Men det er ikke blot i forholdet til de ydre omgivelser eller medmenneskene, at væsenerne bekæmper virkningerne uden at ænse årsagen. Hele deres materielle kamp er i de allerfleste tilfælde en kamp imod lidelser uden at være en kamp imod lidelsernes årsag. Dette gælder også i mange tilfælde sygdommene. Livet vil derved umuligt kunne blive et fredfyldt velvære, men må stadig være en kamp imod lidelser og onder, hvis årsager man ikke fjerner. Disse årsager bliver da ved med at yngle lidelser, som stadig må hæmmes eller bekæmpes. Og så længe menneskene må kæmpe med at indskrænke eller hindre lidelser fra en kilde, hvis væld de ikke standser, kan denne kamp ikke høre op. At væsenets daglige livsoplevelse derved i tilsvarende grad må blive kamp og lidelse i stedet for et naturligt velvære med fred og lykke eller sand menneskelig livsglæde bliver her selvfølgeligt.