Hinsides dødsfrygten
Artiklen: Dømmer ikke
10. kapitel
Hvorfor vi ikke skal dømme
Der, hvor vor næste ikke er menneskeligt udviklet, er han endnu dyrisk i sin mentalitet.
Dyrisk mentalitet kan være livsfarlig for andre væsener.
Derfor må man naturligvis beskytte sig imod et menneskes dyriske anslag, ligesom man beskytter sig imod farlige dyr.
Men denne beskyttelse må altså ikke være i kraft af vrede eller bitterhed, hævn og had.
Den må være i absolut forståelse af, at denne vor næstes handlemåde er et normalt udslag af det udviklingstrin, han står på.
Det er denne beskyttelse, der ligger til grund for, at der er blevet stiftet lov- og retsvæsen, selv om dettes metoder også endnu er straffende og hævnende.
Det vil engang acceptere sin næstes synspunkt og væremåde, ligesom det i dag accepterer rovdyrenes væremåde som selvfølgelig og normal for disse væsener.
Og så bliver der ikke tale om at straffe sin næste for hans væremåde, men derimod tale om at skabe en betryggende beskyttelse imod de mindre udviklede menneskers dyriske eller inhumane anslag på en sådan måde, at denne beskyttelse ikke dømmer og behandler dem som forbrydere, men derimod mere eller mindre som barnesjæle i det begyndende menneskerige, altså som ufærdige mennesker.
Og således må vi lære at se på vor næste, hvis hans væremåde er inhuman, og han således mere eller mindre hader og hævner, lemlæster, ødelægger og dræber, stjæler, lyver eller bedrager.
At betragte ham som "forbryder" kan kun være et udslag af den almengældende overtro, at han udmærket kunne lade være at udløse disse handlinger og præstere en væremåde, ved hvilken han ikke ville komme i konflikt med lovene.
Men en sådan væremåde er det, at han netop umuligt kan præstere.
Det nytter absolut ikke noget som helst at straffe ham.
Hans væremåde er normale udslag af det udviklingstrin, han i øjeblikket tilhører.
Og der bliver han absolut midlertidigt stående.
Hvis han kan tvinges til at handle anderledes, bliver denne handlemåde kun en slags dressur.
Og princippet bliver således det samme som princippet i en cirkus- eller menageriforestilling.
En del af vejen mod lyset er altså dette at komme bort fra den vildfarelse, det er, ikke at se sin næstes synspunkt og hans deraf affødte væremåde ud fra hans eget åndelige ståsted.
Så længe vi ikke har tilegnet os denne evne, kan vi kun eksistere som falske dommere over for vor næste.
Og med den dom, vi da dømmer, vil vi selv blive dømt eller tilmålt af Gud igennem vore omgivelser.