På disse dyrenes stadier eller trin bliver deres livsoplevelse og manifestation båret og reguleret af en særlig, indtil en vis grad automatisk evneudfoldelse, vi kender under begrebet "selvopholdelsesdriften". Denne drift befordrer automatisk dyrets stræben efter at tilfredsstille sin sult og den heraf følgende stræben efter at bjærge sin føde, tilfredsstillelse af sin parringsdrift og beskyttelsen af afkommet. Det er hele dyrets livsområde. Og disse tre slags drifters særlige udfoldelse er altså afhængig af de pågældende væseners særlige udviklingstrin. Denne dyrenes væremåde befordres ganske normalt af deres instinkt. De har ingen spekulationer med hensyn til moral. Der er ikke noget her, der hedder: "Du må ikke stjæle" – "Du må ikke dræbe" – "Du skal elske din næste..." osv. Dyret er endnu ikke kommet så langt i udvikling, at det kan spekulere over moral og væremåde. Var det kommet så langt, var det jo blevet til et menneske. Dyret kan derfor ikke "synde". Det lever hundrede procent i kontakt med opfyldelsen af de love, der er en livsbetingelse på det udviklingstrin, det tilhører.