Væsenernes forvandling fra dyrisk til menneskelig bevidsthedstilstand kan kun befordres ved væsenernes udvikling og ikke ved straf eller hævnakter. Det, der er det primære i udviklingen og forvandler de levende væsener fra en lavere til en højere tilværelsesform, er væsenernes overtrædelse af livslovene og de heraf følgende ulykkelige tilstande i væsenernes skæbne. De lidelser, der herved opstår, giver naturligvis erfaringer og udvikler intelligensen, men det væsentlige ved lidelseserfaringerne er dog dette, at de udvikler væsenets humanitet eller evne til at føle medlidenhed med andre væsener, der er i nød og lidelse. Jo flere lidelser et væsen igennem de tidligere liv har gennemgået, desto større human evne har det i sit nuværende liv. Denne evne bevirker, at væsenet ikke kan nænne at gøre det eller det onde imod sin næste. Og derved kommer denne evne således til at indvirke på væsenets daglige væremåde. Den gør det til sidst mild og forstående over for andre væsener. Det tilgiver let en fornærmelse, hvis det overhovedet kan lade sig fornærme. Vi ser her let den forskel, der er på det fremskredent udviklede menneske og det primitive eller mindre udviklede menneske. Det sidstnævnte væsen kender ikke ret meget til at tilgive en fornærmelse, ligesom det let bliver fornærmet over ganske intetsigende ubetydeligheder. Det kommer derved til at leve i hyppige konflikter med sine medvæsener og er fyldt med had og bitterhed, så mod den ene, og så mod den anden. Den samlede menneskehed er således en blanding af væsener på højst forskellige udviklingstrin, ligesom det dyriske i disse væseners bevidsthed og væremåde indtil en meget stor grad er det primære i livsopfattelsen og indstillingen til næsten. Det er derfor ikke så mærkeligt, at verdenskrige og krige mand og mand imellem i stor udstrækning er det primære i den samlede jordmenneskeheds mentale sfære.