For at få en virkelig fred i verden må man således lære at forstå, at hvad vor næste så end måtte mene om os eller gøre af ondt imod os, kan det absolut kun være udslag af det udviklingstrins begrænsning i viden og erfaring, som vedkommende i øjeblikket befinder sig på. Det er netop viden og erfaringer og den heraf affødte væremåde, der er kendetegnet på, hvilket udviklingstrin et væsen står på. Intet væsen kan således præstere anden væremåde end den, der kan affødes af det normale toppunkt af dets samlede erfaringer, instinkt og viden. At forlange, at et væsen skal præstere en væremåde, der ligger højere, er i princip det samme som at forlange, at en neanderthalmand skal kunne præstere en kristusværemåde, eller at en stenaldermand skal have de samme følelser som et meget humant kulturmenneske. Selv om udviklingsforskellen mellem menneskene indbyrdes i dag ikke udgør en så stor afstand, så er der dog en afstand. Og i kraft af den kan sådanne to væsener absolut ikke have den samme humane væremåde. Det væsen, der befinder sig på det lavere trin, kan selvfølgelig kun have en væremåde, der er tilsvarende lavere end det væsens væremåde, der befinder sig på et højere trin. At forlange, at disse to væsener skal kunne manifestere sig ens, er tåbeligt. Det er netop derfor, at Kristus henviser til, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, og at man skal tilgive og atter tilgive. Er det ikke netop dette, han udtrykker ved at sige, at man skal tilgive, ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt. Dette betyder naturligvis ikke, at man skal lade sig pine og plage af sin næste.