Verdenskulturens nuværende standard er altså ikke vejen og heller ikke sandheden. Men når den ikke er vejen og sandheden, kan den heller ikke være livet, hvilket altså her vil sige: det virkelige liv. At leve i vildfarelse om alle foreteelser i det daglige liv kan kun bringe menneskene til at handle herefter. Men at handle efter vildfarelse kan kun bringe skuffelser og sorger, der igen nedbryder sjæl og legeme og lader væsenet havne i lidelser, livslede og selvmord.
      Flokkens liv eller den autoriserede kristne verdenskultur er altså endnu ikke hverken vejen, sandheden eller livet, den, der vil blive ét med vejen, sandheden og livet, må altså forlade flokkens liv. Han må forlade flokkens vildfarelser med hensyn til idealiseringen af sværdets brug og krigsskuepladsernes helvedesterræner som "ærens mark". Kort sagt, han må forlade verdensløgnen, der i dag får de såkaldte "kristne" stater til at illudere i deres egen bevidsthed som kristne stater. Han må søge ind i sit eget indre og her begynde at skabe sig sit eget liv, ganske afvigende fra flokkens liv. Her må han begynde at gøre sig fri af flokkens vildfarelser og spejde efter en ny åbenbaring af Kristi forkyndelse, og han vil finde den og komme til den absolutte sandhed, at krig og forfølgelse er primitive, dyriske foreteelser, der intet som helst har med absolut menneskelig eller kristen mentalitet at gøre. Så længe der er krigssympatier i ens mentale lag, så længe er disse mentale lag en vildfarelse, der i det samme område udelukker "himmeriges rige" og gør vedkommende analog med den "fortabte søn".