Livets vej
Artiklen: Mentale fængsler
13. KAPITEL
Livets mening
Da loven for livet eller betingelserne for oplevelsen af det fuldkomne liv eller den sande og virkelige lykke udelukkende kun kan manifesteres eller befordres igennem praktiseringen af dette, »hellere at give end at tage«, er det på forhånd givet, at et væsen, der »hellere vil tage end give«, og som praktiserer denne levemåde, ikke kan opnå den sande lykke eller absolut fuldkomne form for oplevelse af livet. Det vil alle vegne møde hindringer for tilfredsstillelsen af dette sit begær og i dem se en »uretfærdighed«, Det bliver således i mange situationer tvunget til »at give i stedet for at tage«. »Kejseren skal nemlig have, hvad kejserens er, og Gud skal have, hvad Guds er«, hvilket igen vil sige, at det evige livsprincip eller loven for livet, dette »hellere at give end at tage« skal før eller senere bringes til overholdelse. Ingen kan derfor slippe uden om denne lov. Alt, hvad de på selvisk måde har taget fra næsten, skal før eller senere betales tilbage. Sker det ikke frivilligt, vil livet selv befordre det ved magt. Og det er denne manifestation fra livets side mod den uvidende egoist, der bliver opfattet som »uretfærdighed«. Denne livets egen tilbagekrævning af de af individet på egoistisk måde tilegnede for mange besiddelser, sjælelige såvel som fysiske, sker i tilsvarende grad som en sjælelig og fysisk fallit eller sammenbrud. Der opstår uheld her og der. Intet er der tilsyneladende velsignelse ved. Og i en masse forhold synes de opnåede resultater slet ikke at stå i forhold til de kampe og besværligheder, de har kostet. At et sådant menneske befinder sig i et kosmisk fængsel og ikke i kosmisk frihed er her selvindlysende. At dette fængsel kan være af en temmelig uhyggelig karakter, kan synes uovervindeligt, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at mange sådanne ulykkelige griber til selvmord og tror hermed at slippe ud af fængslet. De tror dermed at have hjulpet sig selv ind i en total udslettelse af livet, hvilken udslettelse de mener er langt at foretrække fremfor denne tilsyneladende håbløse tilværelse. Og længere nede i mørket, mere bastet og bundet og dermed fjernet fra sin oprindelige guddommelige suveræne tilstand kan et levende væsen vel ikke være? Og er det ikke her åbenlyst for det tænkende menneske, at det ikke kan være en sådan skæbne, der kan være livets sande mening. Er det ikke indlysende, at vi her er stedet for en mislykket skæbne? Og det er da heller ikke disse skæbner, der er almengældende. Det almengældende er dog dette, at selv om skæbnerne ikke er fuldkomne eller helt lykkelige, så er de dog på et højere plan end det her nævnte, ligesom der da også er skæbner, der nærmer sig det helt fuldkomne, og hvis ophav allerede fremtræder som helt frie eller kosmisk suveræne. At det må være denne sidste form for skæbne eller oplevelse af livet, der må være livets mening, og ikke den, der gør individet kosmisk slavelænket eller trælbundet, er selvfølgeligt.