Livets vej
Artiklen: Mentale fængsler
20. KAPITEL
Den eneste vej ud af tilværelsens mentale fængsler
Da den højeste eller den fuldkomneste form for lykke er dette, i alt og alle, hvilket vil sige: i alt, hvad der er tilgængeligt for sansning, udelukkende kun at se »Guds billede«, er det klart, at man er nødsaget til at leve ulykkeligt, der, hvor man, om end ubevidst, er med til at sabotere dette »Guds billede«. Og der, hvor man er ulykkelig, er man spærret ude fra det virkelige liv, der jo udelukkende er den allerhøjeste lykke. Og der, hvor man er spærret ude fra det virkelige liv eller den sande lykke, er man altså mentalt fængslet. Og da indespærringen i dette mentale fængsel udelukkende opretholdes gennem det pågældende væsens begær efter at ensrette verden eller fordre, at alt og alle skal være anderledes, end nævnte netop i øjeblikket er, vil man umuligt kunne blive lykkelig. I denne fordring er man i et fuldstændigt modsætningsforhold til Guddommen. Man ønsker verden i sit »eget billede«. Men verden kan kun være i »Guds billede«. Derfor vil livet og verden være en mental fængsling og modgang med den heraf følgende fysiske lidelse eller ulykkelige skæbne, indtil individet forstår, at det ikke er »Guds billede«, der skal laves om til dette individs billede, men derimod dettes billede der skal omformes til at være i »Guds billede«. Og nøglen til at komme ud af overtroens og illusionens mørke mentale fængsling ligger altså udelukkende i dette: at komme til at forstå, at »alt er såre godt«, og at vore medvæsener umuligt kan manifestere andet end det, der er deres udviklingstrins kendetegn, og at denne manifestation som følge heraf umuligt kan være berettiget grundlag for intolerance, had eller forfølgelse over for det pågældende væsen. Og i den fulde forståelse heraf vil man: i samklang med verdensgenløseren »vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre« og råbe imod himlen: »Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre«.