Livets vej
Artiklen: Mentale fængsler
4. KAPITEL
De levende væsener befinder sig på forskellige udviklingstrin
Men når dette er meningen, hvorfor sker det så ikke? Er det sommeren, der er noget i vejen med, eller er det individet? Med hensyn til sommeren og den herigennem repræsenterede guddommelige natur kan der ikke være noget i vejen. Den er jo selve den allerhøjeste åbenbaring på jorden af Guds skaberkraft. Og når de levende væsener og i særdeleshed jordmennesket lever midt i denne guddommelige åbenbaring, skulle man jo mene, at de levede i en tilsvarende form for lykke. Men dette er slet ikke tilfældet. Skønt mennesket har en udviklet intelligens, har evne til at tænke og forske, lever det i en meget stor udstrækning i ulykke og lidelse, sorger og bekymringer. Det daglige liv bliver således i samme udstrækning alt andet end en »paradisets have«. Guds manifestation eller livets mening og jordmenneskets bevidsthed eller opfattelsesevne er således ikke i kontakt. »Paradiset« eller det højeste mentale lys skinner i verden, men jordmennesket ser det ikke og lever derfor i tilsvarende grad i mørke. Men at leve i mørke er jo det samme som at være lukket ude fra lyset. Det er at leve i en slags fængsel. Nu vil man måske mene, at årsagen til, at jordmennesket således lever i et slags fængsel, udelukkende er manglende udvikling. Og det er naturligvis også i det store og hele rigtigt. Men det må dog her tilføjes, at ethvert udviklingstrin har sin lys- og sin skyggeside. Denne lys- og skyggeside ved udviklingstrinet opstår på grundlag af særlige love, på hvilke det pågældende udviklingstrin er baseret. Ethvert udviklingstrin har nemlig sine specielle love, der i nogen grad afviger fra andre udviklingstrins love. Hvis disse love bliver overholdt, opstår der kun mentalt lys, hvilket vil sige: lykke, i det pågældende trins væseners mentalitet. Hvis de derimod ikke overholdes, bliver der mørke i de samme væseners mentalitet eller sjæleliv. Dette lys og mørke på udviklingstrinene er højst forskelligt. På tigerens udviklingstrin vil det betyde lykke og velvære, hver gang den har dræbt og fortæret et andet levende væsen. Hvis den derimod bliver forhindret i at dræbe, vil den blive temmelig medtaget, mørk og trist i sit humør og væsen. Kommer vi på den anden side frem til den højt udviklede intellektuelle humanist, vil vi se, at dette væsen ville blive højst ulykkeligt, hvis det kom til at påføre et andet væsen selv den allermindste grad af beskadigelse eller ubehag, medens det ville blive henrykt af glæde, hver gang det kom til at yde et medvæsen en eller anden stor eller virkelig effektiv tjeneste. Det ene udviklingstrins lysside er således dette: at dræbe, medens det samme princip udgør mørke- eller skyggesiden ved det andet udviklingstrin.